Astrid Krag lægger afstand til patientforening

Sundhedsministeriet kræver sit logo fjernet fra SmerteDanmarks hjemmeside

Sundhedsminister Astrid Krag (© Scanpix)

For halvanden uge siden meldte sundhedsminister Astrid Krag ud, at hun ville støtte en ny telefonrådgivning for smertepatienter, Smertelinjen, med næsten 400.000 kroner.

I en pressemeddelelse skrev hun, at rådgivningen skal drives af Foreningen af Kroniske Smertepatienter, FAKS, i samarbejde med det nystiftede SmerteDanmark.

Men efter kritik lægger Astrid Krag afstand til SmerteDanmark. Det er kritik fra både Lægeforeningen og paraplyorganisationen Danske Patienter, der er bekymrede for at ministeren har lagt telefonrådgivningen i hænderne på foreninger med for tætte bånd til medicinalindustrien.

Glad for støtte

SmerteDanmarks formand, overlæge Gitte Handberg, er ellers glad for støtten fra Sundhedsministeriet.

Organisationen blev stiftet i februar og har hidtil alene fået støtte fra to medicinalfirmaer, på i alt 100.000 kroner til en hjemmeside.

- Det er de eneste penge, der har været i spil, indtil vi nu har været så heldige at få rigtig mange penge til at lave rådgivningslinjen fra Sundhedsministeriet, siger SmerteDanmarks formand, Gitte Handberg.

Efter beskeden om støtte til Smertelinjen, satte hun Sundhedsministeriet på listen over SmerteDanmarks sponsorer, sammen med de to medicinalfirmaer. Listen fremgår af SmerteDanmarks hjemmeside.

Minister kalder det en fejl

Det mener Astrid Krag dog er en fejl. I fredags sagde ministeren til DR Nyheder:

- Jeg undrer mig utrolig meget over, hvordan man kan få den ide, at vi skal optræde som sponsor på deres hjemmeside. Vi har ikke lavet aftale med SmerteDanmark, men med Foreningen af Kroniske Smertepatienter om at drive en telefonrådgivning. Derfor må det også være en fejl, og hvis du tjekker om noget tid står det der nok ikke mere, sagde Astrid Krag.

Screendump af Smertelinjens hjemmeside før ministeriet fjerner sit logo.

Kort efter blev ministeriet fjernet som sponsor fra SmerteDanmarks hjemmeside.

Den anden forening bag Smertelinjen, Foreningen af Kroniske Smertepatienter, FAKS forstår ikke helt problemet, da ministeriet har sagt god for at rådgivningen skal drives i samarbejde med SmerteDanmark.

Men formanden Pia Frederiksen er med på, at det først er når bevillingen falder endeligt på plads, med finansloven, at ministeriet er en egentlig samarbejdspartner.

Også penge fra industrien

Foreningen af Kroniske Smertepatienter får også en stor del af sine indtægter fra medicinalindustrien. Sidste år var det over 60 procent, eller omkring 100.000 kroner.

Men det bekymrer ikke sundhedsministeren:

- Foreningen har mange år på bagen, og var indtil tidligere i år den eneste patientforening for smertepatienter. Derfor var det helt naturligt at indgå aftale med FAKS, som jo er åben omkring det samarbejde, den har med industrien, siger Astrid Krag.

Foreningen af Kroniske Smertepatienter har ifølge formanden 2-300 medlemmer. Den meldte sig som den eneste patientforening ind i SmerteDanmark, da organisationen blev stiftet i februar. Siden har yderligere en forening, Bækkensmerter.dk, meldt sig ind i SmerteDanmark.

Flere andre patientforeninger har offentligt takket nej til at gå med i SmerteDanmark, fordi de mener, at den har for nære bånd til industrien.

Telefonrådgivningen står fast

Selvom Astrid Krag altså nu lægger afstand til SmerteDanmark, rokker det ikke ved projektet med telefonrådgivningen for smertepatienter, som skal drives af FAKS i samarbejde med SmerteDanmark.

- Jeg mener stadig, der er rigtig god brug for den smerterådgivning, og der er stor værdi i at samarbejde med patientforeninger. Der skal selvfølgelig være klart definerede rammer for det, og her er det en helt konkret telefonrådgivning, der handler om de problemer man kan stå med i hverdagen som smertepatient, siger Astrid Krag.

Ifølge ministeren går 800.000 danskere rundt med kroniske eller tilbagevendende smerter, som er et stort problem for dem i hverdagen.