Asylansøger: Lad mig forsørge mig selv

Asylansøgeren Abdirahman Sheikh Mohamed er klar til at arbejde, men bremses af myndighedernes tilladelse

Asylansøgeren Abdirahman Sheikh Mohame er sulten efter et job, men må vente på myndighederne.

Mange asylansøgere vil gerne i arbejde, når de ankommer til Danmark. Men stive regler og bureaukrati betyder, at arbejdsgivere opgiver at ansætte ansøgerne.

Asylansøgeren Abdirahman Sheikh Mohamed har længe været på jagt efter et job i omegnen af Jelling - men uden held. For selvom en arbejdsgiver har brug for en mand nu og her, så må han ikke arbejde, før myndighederne har godkendt det.

- Jeg skal have en tilladelse fra myndighederne, der viser, at jeg gerne må tage arbejde, siger Abdirahman Sheikh Mohamed.

Ifølge Røde Kors skal der gå seks måneder, før asylansøgerne har lov til at tage et almindeligt job.

Abdirahman Sheikh Mohamed var selv lokalpolitiker i Somalia, da han måtte flygte på grund af terrorbevægelsen Al-Shabab. Han mener, at det er tosset, at danske politikere ikke sørger for, at det er nemt at komme i arbejde.

- Hvis man er i arbejde, har man mulighed for at tjene penge og betale for lejen til en bolig, og det vil være en gevinst for politikerne og for danskerne, siger han.

Abdirahman Sheikh Mohamed foreslår, at der fra start skal være langt mere hjælp at hente, når det kommer til at skabe kontakt mellem den enkelte asylansøger og arbejdsmarkedet.

- Der er ingen bro mellem os og jobmarkedet. For mange er sprog en barriere, og det ville derfor betyde meget, hvis jobcentrene hjalp os med at tage dialogen med virksomhederne, siger han.