Asylsøgere misbruges til sort arbejde

Cafeer, vaskerier og håndværksmestre misbruger asylsøgere til sort arbejde. Det afslører DR-magasinet 21 SØNDAG i aften ved hjælp af skjult kamera.

21 SØNDAG afslører blandt andet, at asylsøgerne arbejder på vaskeriet A-vask A/S. (© DR)

Mangler du billig arbejdskraft i din café, dit vaskeri eller på din byggeplads? Så skulle du måske overveje en asylansøger til 30 kroner i timen.

MediaLinks:

Men der er en ulempe: Det er kulsort og ulovligt, og DR kan nu afsløre, at mange danske arbejdsgivere misbruger asylansøgere.

Arbejder allerede

Under valgkampen var det et af de varmeste politiske spørgsmål, om asylansøgere have lov til at arbejde og bo uden for asylcentrene. Men de arbejder allerede, viser optagelser, magasinet 21 SØNDAG har lavet med skjult kamera.

På optagelserne møder vi blandt andre en mand fra asylcenteret Kongelunden, som fortæller, at han arbejder sort på en café i København. Og han er langt den eneste, oplyser 21 SØNDAG.

Skrupelløse arbejdsgivere

Asylansøgere trodser forbud og risiko for fængsel og udvisning af Danmark, og ender i armene på skrupelløse arbejdsgivere, der betaler dem helt ned til 30 kroner i timen for at udføre landets mest beskidte arbejde.

21 SØNDAG afslører blandt andet vaskeri-selskabet A-vask, der på skjult kamera instruerer asylsøgere i, hvad de skal sige, hvis myndighederne kommer på uanmeldt besøg.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort-Frederiksen er vred på arbejdsgiverne:

- De skal knaldes - jo hårdere, jo bedre. Det er simpelthen så groft, at ord næsten ikke kan beskrive det. Jeg går ud fra, at politiet vil tage sig kærligt af den virksomhed (A-vask, red.). Der er ikke noget der berettiger til at ansætte sort arbejdskraft og udnytte nogle mennesker, siger ministeren.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5379f4e96187a20b241e53fc