Atea bekræfter kendskab til bestikkelses-konto

Særlig konto i it-firma er fuldstændig lukket og slukket, forsikrer direktør.

Konkurrenten 3A-it består af tidligere ansatte hos Atea, som 4. november sidste år stiftede det konkurrerende it-firma. (© Atea Presse)

Ledelsen i Atea opdagede allerede for et halvt år siden, at medarbejdere i virksomheden siden 2007 har benyttet en hemmelig konto til at ”smøre” kunder. Det bekræfter Atea overfor DR-Nyheder:

- Der har været tale om en konto, der kunne bruges til forskellige formål. Den konto blev vi bekendt med sidste år, og den konto har vi fuldstændig lukket og slukket,” lyder forklaringen fra Ateas direktør Morten Felding.

Hvor længe kontoen har eksisteret, ved den nuværende ledelse i Atea ikke, da man kun har pligt til at gemme sit bogholderi fem år tilbage.

Konto fra 2007

- Hvis jeg kigger tilbage, er det højst sandsynligt tilbage fra regionens start (2007, red.), og hvorfor den er startet, må du spørge de tidligere ledende medarbejdere om, for det er en af dem, der startede kontoen, siger Morten Felding.

Dermed hentyder han til tre tidligere Atea-chefer, som siden skiftede til konkurrenten 3A-it og nu sidder fængslet i bestikkelsessagen.

Politiets kendskab til kontoen var en vigtig medårsag til, at man 9. juni gennemførte razziaer på i alt 17 adresser rundt om på Sjælland og Falster og siden begærede seks personer varetægtsfængslet. Pengene fra kontoen skal ifølge politiets teori være gået til rejser og anden form for bestikkelse af ansatte fra Region Sjælland og Rigspolitiet.

Under grundlovsforhøret i sidste uge i retten i Retten i Nykøbing Falster har en af de fængslede ifølge Dagbladet Børsen forklaret, at ledelsen hos Atea kendte til kontoen. Og dette har den nuværende ledelse også tidligere forklaret overfor DR Nyheder:

- Den blev lukket 31. december sidste år, forklarede Morten Felding i lørdags.

Kontoen har ifølge politiet været brugt til at betale for formodet bestikkelse af kunder. En af de fængslede ATEA-medarbejdere har ifølge Dagbladet Børsen under grundlovsforhøret  erkendt, at han administrerede kontoen.

Den blev ifølge Atea også benyttet i forbindelse med betalingen af en efterhånden meget omtalt kundetur sidste år til Dubai, som kom til at stå Atea i i alt 400.000 kr. Eller 80.000 kr. pr. deltager. Noget usædvanligt deltog også den ny konkurrent 3A-it i luksusrejsen. Og det skete på Ateas regning.

Betalte for konkurrent

Konkurrenten 3A-it består af tidligere ansatte hos Atea, som 4. november sidste år stiftede det konkurrerende it-firma.

Kort efter kunne to medarbejdere herfra drage til Dubai på en tur, som Atea betalte for via den ukendte konto. Først efter turens afholdelse blev Ateas topledelse bekendt med, at man på den måde havde betalt for konkurrenten.

Det oplyser Atea til DR-Nyheder. På deltagerlister var en enkelt Atea-medarbejder, som siden skiftede til 3A-it. Herudover deltog de to der angiveligt skulle ”smøres”, nemlig to it-medarbejdere fra henholdsvis Region Sjælland og Rigspolitiet.

Ærkerivaler

Siden har Atea og 3A-it været ærkerivaler. På et seminar i konferencehallen Lokomotivværkstedet i København 9. januar for Ateas medarbejdere, udråbte ledelsen specifikt 3A-it som hovedfjenden i kamp om kommende it-ordrer. Dette skete angiveligt med bemærkningen:

- Kill them on the beach.

 

FacebookTwitter