'Atju': Derfor nyser pollenallergikerne ekstra meget i år

Varmt og tørt vejr har fået birkepollen til at eksplodere.

En halv million danskere er allergiske over for pollen fra birketræer. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Nys, kløen i næsen og vand i øjnene plager mange pollenallergikere ekstra meget lige nu. Og det er der god grund til.

En af de helt store pollenplager - birkepollen - slår nemlig rekord i år, hvor tallet blev målt til 3.057 pollen pr. kubikmeter luft i Vestdanmark denne uge. Det er det højeste tal, der er målt på disse kanter nogensinde.

Det oplyser Astma-Allergi Danmark, der har målestationer i Viborg (Vest) og København (Øst). Østdanmark ligger stadig inde med den højeste måling af birkepollen, som nåede op over 4.000 i 2014.

- Birk frigiver enormt store mængder pollen, så birkeallergikerne er helt klart meget hårdt plaget i år, siger Andrea-Pil Holm, der er biolog og leder af pollentællingerne ved Astma-Allergi Danmark.

En million danskere døjer med forårets 'influenza', og halvdelen af pollenallergikerne reagerer på birk.

Hvis birkepollen bliver målt til over 100 antal pollen pr. kubikmeter luft, er det højt. På den måde er årets mængde af pollen massiv, siger biologen.

Vejret har stor betydning

Når birketræerne kaster store mængder pollen af sig, skyldes det ifølge naturvejleder Jes Aagaard, at vores klima har sat ind med høj varme forholdsvist kontant. Og det har "speedet hele biologien op", forklarer han.

- Varmen har betydet, at alle birketræerne blomstrer på samme tid. Derfor kommer der store mængder pollen på én gang til gene for allergikerne.

Og da birkepollen er vindbåret, bliver den spredt ud over hele landet. Så selvom man befinder sig langt væk fra træerne, kan det stadig mærkes, forklarer han.

Desuden har vi haft østenvind i lang tid, som kan betyde, at der blæser pollen over Danmark, som stammer fra Sveriges mange birketræer. Men den rekordhøje mængde, vi ser lige nu, skyldes hovedsagligt vores egne træer og varme vejr, mener Jes Aagaard.

Forhåbentlig slipper birkeallergikerne af med deres røde øjne og rindende næser senest i midten af maj. Derefter starter græssæsonen.

Regn vasker pollen væk

Snart er græspollen på vej mod allergi-næserne. Men hvis vi får en tørkeperiode ligesom sidste år, kan det ifølge naturvejlederen mindske mængden af pollen i græs.

Omvendt sætter kulde og regn en dæmper på pollen fra træerne.

- Hver gang, der er en regnbyge, bliver pollen vasket ud af luftrummet og kastet til jorden. Så der er ikke andet for end at bede til vejrguderne, siger Jes Aagaard.

Det er i særdeleshed birketræer, elmetræer, elletræer og hasletræer, der generer danske pollenallergikere.