Allerede en uge efter den voldsomme politiaktion, der spærrede store dele af Danmark af, kendte Politiets Efterretningstjeneste til den 39-årige norsk-iraner, som nu sidder fængslet i Danmark for spionage og drabsplaner.
Det viser retsbøger, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.
Allerede den 5. oktober blev han nemlig varetægtsfængslet in absentia ved Københavns Byret. Det vil sige, at han blev fængslet, selvom politiet ikke havde anholdt ham endnu.
Politiet igangsatte den store politiaktion, fordi de frygtede, at en iransk efterretningstjeneste ville dræbe en herboende iraner fra Ringsted, der leder en gruppe, som kæmper for selvstændighed til et iransk område ved byen Ahvaz.
Den mistænkte mand havde nemlig snuset rundt i Ringsted ved lederens bolig i dagene før politiaktionen, lød det fra PET i går.
Den 39-årige har ifølge et opslag i det norske folkeregister både norsk og iransk statsborgerskab.
Manden er registreret som bosat i den vestlige del af norske hovedstad, Oslo.
Det fremgår af internettet, at han er uddannet fra et iransk universitet med speciale i it.
Ifølge egne oplysninger har han også arbejdet for en iransk ambassade, ligesom han oplyser, at han er fra Ahvaz i Iran - området der er centrum for hele balladen.
Desuden oplyses det flere steder, at han har været med til at stifte en iransk forening i Norge, og at han blandt andet har en virksomhed, der beskæftiger sig med handel.
Er flygtning i Norge
Manden er kommet til Norge som asylansøger, fortalte den norske statsminister på et pressemøde tidligere i dag. Derfor er han i dag norsk statsborger med flygtningestatus.
- Vi må undersøge hans ankomst til Norge. Så der er et efterspil til dette – også for os, sagde Erna Solberg, statsminister i Norge.
Først den 21. oktober blev manden anholdt af den svenske efterretningstjeneste, Säpo, i Gøteborg.
Den 22. oktober blev han fremstillet i Københavns Byret. Det skete bag dobbeltlukkede døre af hensyn til sagens opklaring, Danmarks forhold til fremmede magter og enkeltpersoners sikkerhed, står der i retsbogen.
Den mistænkte person sidder i dag varetægtsfængslet i isolation, oplyste PET ved et pressemøde i går.
Her lød det, at manden er sigtet for at have sat en iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark og have taget del i forberedelsen af et attentatforsøg. Attentatplanerne afvises af de iranske myndigheder.
Mandens forsvarer, advokat Allan Lund Christensen, ønsker ikke at udtale sig til pressen, før sagen er afsluttet, men PET har oplyst, at manden nægter sig skyldig.
Der er navneforbud i sagen. Derfor kan DR Nyheder ikke beskrive den mistænkte mere indgående.