Landsdækkende politiaktion

Attentatplaner i Danmark: Sag om fængslet norsk-iraner stadig hemmelig

Forsvareren for den sigtede mand krævede offentlighed. Det afviste dommeren.

Ifølge sigtelsen ville norsk-iraneren dræbe lederen af gruppen ASMLA, der holder til bag vinduerne her i centrum af Ringsted. ASMLA er i konflikt med det iranske styre. (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

Det er fortsat sparsomt, hvad offentligheden kan få at vide i sagen om den 39-årige norsk-iraner, der sidder fængslet i Danmark - sigtet for at ville begå et attentat på en herboende eksiliraner.

For ved et retsmøde i Københavns Byret i dag valgte dommeren at lukke dørene, efter at sagens anklager, Søren Harbo, bad om det.

Ved retsmødet skulle retten tage stilling til den fortsatte fængsling af den 39-årige mand, som blev ført ind i retten under stor bevogtning.

Syv bevæbnede betjente iført skudsikre veste var til stede i det lille retslokale i Københavns Byret, ligesom der holdt flere politibiler uden for retsbygningen.

Iført lyse bukser, en grå polo-t-shirt og sorte joggingsko kiggede den norsk-iranske mand flere gange på pressen, som han også smilede til.

Efter en times retsmøde valgte dommeren at forlænge varetægtsfængslingen af manden i fire uger i isolation frem til 6. december.

Forsvarer kræver offentlighed

Dørlukningen skete under protester fra forsvareren, Allan Lund Christensen, der sagde, at offentligheden har krav på at vide, hvad sagen handler om.

- Trolden er blevet lukket ud af sækken, da PET i sidste uge valgte at gå frem i medierne, lød det fra forsvareren.

Han så ingen grund til at holde sagen hemmelig - hverken af hensyn til forholdet til fremmede magter, af hensyn til efterforskningen eller personers sikkerhed.

- Hvad er det, man frygter? Man har ikke underbygget, at der skulle være medgerningsmænd. Man har ikke underbygget, at fremmede tjenester kunne operere i Danmark i denne sag. Der er i det hele taget ikke fremhævet noget, der kan begrunde lukkede døre, sagde han.

Vil have 39-årigs forklaring frem

Samtidig ville han gerne have den 39-årige mands egen forklaring frem i offentligheden.

- Det har betydelig offentlig interesse, at min klients stilling til sigtelserne bliver kendt - også den forklaring han har afsagt i anledning af de påsigtede forhold, sagde Allan Lund Christensen.

Fra forsvareren lød det, at politiet har taget en række effekter fra den 39-årige norsk-iraner.

- De er under nærmere efterforskning, men man har ikke antydet, at man søger efter medgerningsmænd, der kunne have viden om sagen, sagde Allan Lund Christensen.

Men det ønske imødekom dommeren altså ikke.

Forsvareren har valgt at kære spørgsmålet om fængsling i isolation til landsretten med håb om at få ophævet isolationsfængslingen.

PET har tidligere oplyst, at den 39-årige mand nægter sig skyldig i anklagerne om attentatplanlægning og hjælp til en iransk efterretningstjeneste.

Det ved vi om den 39-årige mand

  • Den 39-årige mand er sigtet for at sætte en udenlandsk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark og have været med til at forsøge at dræbe en herboende eksiliraner fra gruppen ASMLA.

  • Han både norsk og iransk statsborger og registreret som bosat i den norske hovedstad, Oslo.

  • Manden er kommet til Norge som asylansøger - hvornår vides ikke.

  • Allerede 5. oktober blev han varetægtsfængslet in absentia. Den 21. oktober blev han anholdt i Sverige, og den 22. oktober blev han fængslet i Danmark bag dobbeltlukkede døre.

Facebook
Twitter