Auditørkorps undersøger udlevering af Irak-fanger

Forsvarets Auditører undersøger nu, om der blevet begået noget strafbart, da irakiske fanger blev udleveret.

Nu skal Forsvarets Auditørkorps undersøge, om der skal sættes gang i en strafferetslig efterforskning om behandling og udlevering af irakiske soldater. (© Hærens Operative Kommando)

Forsvarets Auditørkorps undersøger nu, om der var mulige strafbare forhold ved Forsvarets fangebehandling og overdragelse af fanger til irakiske myndigheder.

Meldingen kommer, efter at Politiken har fået aktindsigt i dokumenter, som den nu nedlagte Irak- og Afghanistankommisson skulle have behandlet.

Strafferetslige forhold skal efterforskes

Ifølge dokumenterne udleverede danske officerer i Irak - i strid med en direkte ordre fra Forsvarsministeriet i maj 2004 - tilbageholdte fanger til irakiske myndigheder på et tidspunkt, hvor Irak havde indført dødsstraf også for mindre forbrydelser.

Trods ordren fandt overlevering ifølge Politiken sted 12 gange.

Derudover skal auditørkorpset undersøge, hvordan centrale dokumenter og en hel elektronisk database er gået tabt.

Hvordan kan en database forsvinde?

Basen kan muligvis bringe klarhed over, hvad der egentlig skete med de over 300 fanger, som danskerne udleverede til britiske soldater og irakisk politi.

Både dokumenter og database er ifølge Forsvaret selv forsvundet.

- Undersøgelsen har til formål at danne grundlag for en vurdering af, hvorvidt de fremkomne oplysninger giver anledning til at indlede en strafferetslig efterforskning, skriver Forsvarets Auditørkorps i en pressemeddelelse.

Forsvarets auditører ændrer forklaring

Torsdag meddelte Forsvarets auditør Jan Mortensen, at det ikke kunne komme på tale at lave nye undersøgelser.

- Ministeriet har udtalt, at der ikke bliver taget initiativ til at genoptage de nu afsluttede undersøgelser fra 2004 og frem, sagde Jan Mortensen til Ritzau.

Men fredag er forklaringen anderledes.

- Det er klarlagt i dag, at det ministeriet udtalte sig om, kun var de administrative undersøgelser og Forsvarets egne undersøgelse og Kommissionsbehandlingen. Så det er nu klarlagt, at udtalelsen ikke omfattede strafferetslige undersøgelser, siger Jan Mortensen og fortsætter:

- Så nu går vi i gang.

Krav om genåbning af Irak-kommission

Det forsvundne materiale fik fredag oppositionen til at gentage kravet om at genåbne Irak-kommissionen, som den nye regering har lukket.

Således siger tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), at en kommission er den bedste løsning til at afdække de blinde huller, som den forsvundne database efterlader.

- Så kan vi undgå, at der opstår myter. Så får vi ikke halve sandheder, men det fulde billede, siger Lidegaard til Ritzau.

Forsvarsminister Carl Holst (V) har endnu ikke udtalt sig om sagen, men hos regeringens støtteparti Dansk Folkeparti afviser forsvarsordfører Marie Krarup kravet om at genåbne kommissionen.

- Man gør et politisk emne til et juridisk emne. Det er for pinligt over for de soldater, der har kæmpet i Irak, at gøre det til et hovedspørgsmål, om et fangekartotek er 100 procent præcist eller ej, siger Marie Krarup.

/ritzau/

Facebook
Twitter