Autismeforening: Børn får ikke sociale kompetencer fra robotter

Robotter har ingen sociale kompetencer og kan derfor ikke erstatte den menneskelige kontakt, mener landsformand for Landsforeningen Autisme.

De såkaldte uddannelsesrobotter kan mange ting, men ikke give børn sociale kompetencer, mener Landsforeningen Autisme. (© DR)

Flere og flere kommuner har kastet sig ud i arbejdet med særlige robotter, der kan støtte undervisningen af børn med særlige behov, blandt andet de såkaldte inklusionsbørn.

De gennemførte forløb har vist gode resultater, men i Landsforeningen Autisme frygter landsformand, Heidi Thamestrup, at det kan blive en glidebane, hvor pædagoger eller lærere erstattes med robotter.

- Ulempen er jo, at børn med autisme mangler sociale kompetencer, og robotter har slet ikke nogen sociale kompetencer, så det er ikke fra robotter, at børn skal lære dem, siger hun.

Modsat virkning

Autismeforeningen er ikke den eneste, der kan være bekymret over, hvad robotterne kan risikere at gøre ved børn med autisme.

Professor på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, Cathrine Hasse, forklarer, at der endnu ikke er noget forskning, der kan fortælle, hvad robotternes sociale effekt er.

- Et af de problemer, der kunne være ved at bruge robotter i den sammenhæng, er, at man i stedet for at træne børn med en eller anden grad af autisme til sociale relationer, afvænner dem fra at skulle engagere sig med andre mennesker, fordi det er så meget nemmere at interagere med robotterne. Det er i hvert fald et aspekt, man skal være opmærksom på, forklarer hun.

Cathrine Hasse arbejder blandt andet med fremtidig uddannelsesteknologi - herunder robotter. Hun understreger dog, at hun er positivt indstillet overfor robotternes indtog.

Ikke kun kritisk

Landsforeningen Autisme er heller ikke kun skeptiske over for robotternes indtræden i klasselokalerne.

De kan nemlig være både motiverende og lærerige for børnene og fungere som et spændende nyt element i dagligdagen.

- For at være sammen med andre mennesker har børn med autisme brug for at være sammen om noget. Man sidder ikke bare sammen og snakker - man skal simpelthen være sammen om en bestemt ting, som man kan snakke om, forklarer Heidi Thamestrup.

- Og der er robotter jo fantastiske, for der er rigtig meget at sige om dem, og de er spændende og motiverende.

Ligesom en computer

På trods af de styrker, som altså også er iboende i robotterne, er det ikke en engangsløsning, mener Heidi Thamestrup.

- Det er akkurat ligesom en computer. Der kan være et bestemt spil, som man synes, er meget interessant i et stykke tid, men så har man brug for noget nyt. Så skal der noget nyt til at motivere én, siger hun.

Hun har forståelse for, at kommuner og skoler er tvunget til at være prisbevidste i deres prioritering af skolerne, og at robotterne vil være et billigere alternativ til lærere og pædagoger.

- På lang sigt vil det helt sikkert være billigere. Menneskelig kontakt er dyrt, men det er nok det eneste, der kan klare opgaven, siger hun.

Facebook
Twitter