Avis: Gerningsmand spillede fuld og snød sig forbi politiet

Manden, der skød og dræbte den 37-årige vagt Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade, spillede fuld for at komme tæt på, skriver Politiken.

Gerningsmanden kastede op og spillede fuld for at slippe forbi bevæbnede politibetjente på Krystalgade, skriver Politiken.

Gerningsmanden bag drabet på en frivillig vagt foran synagogen i Krystalgade, brugte angiveligt skuespil for at komme tæt nok på synagogen til at affyre de skud, der endte med at koste 37-årige Dan Uzan livet.

Det skriver Politiken på baggrund af udsagn fra flere anonyme kilder.

Drabsmanden, som politiet regner med er den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, gik slingrende ned ad Krystalgade, da han nærmede sig synagogen søndag morgen.

Jeppe Juhl, pressetalsmand for Det Jødiske Samfund, fortæller, at gerningsmanden også kastede op, inden han hev sine våben frem.

- Gerningsmanden kastede op, inden han indledte angrebet. De politifolk, som var på plads, troede derfor først, at det drejede sig om en beruset mand, siger han til den svenske avis Dagens Nyheter.

Sårede to betjente

Gerningsmanden skød derefter Dan Uzan, der stod vagt foran et konfirmationsarrangement i synagogen, på klos hold i hovedet. Han døde senere af skuddet. Derefter skød og sårede han to automatvåben-bevæbnede betjente.

Der var andre politibetjente til stede i området, men det er alligevel lykkedes gerningsmanden at slippe væk fra indre København. Senere på dagen blev han skudt og dræbt af politiet, efter at have åbnet ild mod politiet ved en adresse på Nørrebro.

Københavns Politi vil hverken be- eller afkræfte forlydenderne om, at gerningsmanden spillede fuld. Politiet siger, at der vil blive holdt en pressebriefing i løbet af dagen.

Gerningsmanden skød og dræbte vagten foran synagogen i Krystalgade. Det er endnu uvist, hvad han har foretaget sig i timerne mellem det sidste angreb og til at han selv bliver skudt og dræbt af politiet på Svanevej. (Foto: Mie Hvidkjær © DR Nyheder)
Facebook
Twitter