Avis og redaktør risikerer fængsel og millionbøde for at trykke PET-bog

Det var foragt for retsvæsnet, da Politiken i 2016 optrykte PET-bog trods forbud, mener PET.

Politiken skal have en straf, der kan mærkes, og som vil afholde andre fra at overtræde et forbud udstedt af retten, mener PET, fordi JP/Politikens Hus tilbage i 2016 optrykte bogen "Syv år for PET". (Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix © Ritzau Scanpix)

I dag begynder den sag, som Politiets Efterretningstjenestes (PET) har anlagt mod JP/Politikens hus med krav om, at bladhuset skal straffes med en bøde på mindst 15 millioner kroner. Derudover skal Politikens chefredaktør idømmes den strengest mulige straf i den type sager, nemlig fire måneders fængsel.

Sagen, der skal for Københavns Byret er opstået, fordi avisen i oktober 2016 valgte at trykke den kontroversielle bog, "Syv år for PET", skrevet af den tidligere PET-boss Jakob Scharf.

Det skete efter et forløb, hvor Københavns Byret først havde forbudt forlaget ArtPeople og forfatter Morten Skjoldager at udgive bogen.

Forbuddet blev siden udviddet til at omfatte Radio24Syv og JP/Politikens Hus, og retten bestemte at eksemplarer af bogen hos 99 boghandlere skulle beslaglægges.

Det blev forkyndt for bladhuset om morgenen den 8. oktober, men næste dag kunne avislæsere se hele bogen optrykt i avisen - bortset fra efterskrift og kildeangivelser.

Bødekrav helt hen i vejret

Christian Jensen er som ansvarshavende chefredaktør ansvarlig for, hvad der står i Politiken. Men han mener ikke, at han kan straffes, da forbuddet ikke var rettet mod ham, men mod JP/Politiken.

Samtidig mener JP/Politiken, altså selskabet, ikke, at det skal straffes, fordi det var avisen Politiken - personificeret i Christian Jensen - som udgav bogen.

Advokat Martin Dahl Pedersen repræsenterer bladhuset og chefredaktøren. Han skriver i sit påstandsdokument, at selv hvis en straf skulle komme på tale, så er PET's bødekrav helt hen i vejret.

I lignende sager har man aldrig set bøder højere end 50.000 kroner, og det bør heller ikke ske i denne sag.

Men PET mener noget andet. Der skal statueres et eksempel, og Politiken har før gjort i nælderne ved at optrykke bøger. Tilbage i 1995 udgav avisen "Kommissærens Dagbog", selv om forfatter Ritt Bjerregaard havde trukket udgivelsen af bogen tilbage.

Det kostede daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden en betinget dom på 20 dages hæfte.

I 2009 udgav avisen Thomas Ratsacks "Jæger - i krig med eliten", som Forsvarsministeriet forsøgte at få stoppet udgivelsen af. Men bogen blev optrykt, inden retten fik talt.

Har gjort det før

- Det bør ved straffastsættelsen indgå som skærpende omstændighed, at Dagbladet Politiken tidligere har gjort sig skyld i sammenlignelig adfærd, lyder det i det påstandsdokument, som Kammeradvokaten har udfærdiget for PET.

Christian Jensen har henvist til, at udgivelsen skete, fordi han anså forbuddet som et demokratisk problem. Om det skriver Kammeradvokaten:

- Det er respektløst for retssamfundet og nærmer sig foragt for retsvæsenet.

PET mente, at bogen skulle bremses, fordi man frygtede, at Jakob Scharf ville afsløre fortroligheder om blandt andet PET's arbejdsmetoder og samarbejdspartnere.

Det er han siden blevet tiltalt for, og den sag kører allerede. I øvrigt er både forfatter Morten Skjoldager og flere mediechefer sigtet i sagen og risikerer at blive tiltalt.

Dagens sag i byretten drejer sig dog udelukkende om, hvorvidt bladhus og chefredaktør skal straffes for at bryde forbuddet. Og PET mener, at bladhuset skal have en straf, der kan mærkes, og som i fremtiden vil afholde andre for at overtræde et forbud udstedt af retten.

/ritzau/DR Nyheder