Aya flytter fra venindes sofa til container: Det er et meget spændende alternativ

Ny lov gør det muligt for studerende at rykke ind i efterspurgte containerboliger.

Aya Attaheri flytter i dag ind i et helt nyt værelse kun et kvarter på cykel fra Rådhuspladsen i København.

Til gengæld skal hun bo i en container.

- Det er meget spændende. Nu har jeg set det før, men det bliver spændende at prøve at bo her. I en container... Man skal lige vænne sig til det, siger Aya Attaheri, der er pædagogstuderende og har boet ti måneder hos en veninde på en sofa og en måneds tid hos sine forældre.

Heldigvis for hende - og for de andre studerende, der i dag flytter ind - er containerne bygget specielt med henblik på beboelse og har derfor fokus på lavt energiforbrug, god ventilation og gode dagslysforhold.

- Hvorfor ikke prøve det? Det er jo svært at finde noget at bo i, og jeg synes, at det er et meget spændende alternativ, siger Aya Attaheri, der satser på at blive boende i sin nye containerbolig, indtil hun er færdig på sit studie om to og et halvt år.

Ny planlov åbnede muligheden for containerboliger

Fakta om CPH Village

● Boligerne koster 3.850 kr. pr. måned for 20 m2 med eget køkken og et badeværelse, som man deler med én person. Prisen er før boligsikring.
● Ved hver bolig følger drivhuse til at dyrke eget grønt og CPH Village opfører også et stort fælleshus à la Absalon Kirken på Vesterbro.
● CPH Village har en ambition om at opføre i alt 2.000 nye, flytbare studieboliger i København inden 2021. Det drejer sig foruden Refshaleøen om Nordhavnen, Kløverparken, Sydhavnen og Godsbaneterrænet.
● CPH Village 1 på Refshaleøen vil få 164 beboere.
● De midlertidige studieboliger opføres med hjemmel i den nye planlov, der blev vedtaget af Folketinget i sommeren 2017.

Kilde: CPH Village

Boligerne er opført af iværksættervirksomheden CPH Village og er de første i virksomhedens plan om at opføre flytbare studieboliger i stor skala i København inden 2021.

Det kan lade sig gøre på grund af en ændring af planloven, der betyder, at midlertidige ungdomsboliger kan blive stående i ti år på områder, hvor der ikke er planlagt byudvikling.

På den måde har Københavns Kommune haft mulighed for at give lov til at opføre blandt andet containerboligerne på Refshaleøen ved indsejlingen til Københavns Havn.

Og der har været rift om boligerne. På en måned ansøgte cirka 2.300 studerende - heriblandt altså Aya Attaheri - om at komme til at bo i en af de i alt 84 2-værelses containerboliger.

Med plads til i alt 164 studerende var hun altså heldig med at slippe igennem nåleøjet.

- Jeg havde ikke regnet med det, så jeg blev rigtig begejstret, da jeg så, at jeg fik det, siger hun.