B117 er begyndt at mutere i England: Skal vi frygte det samme herhjemme?

Vi skal nok regne med at se en ny variant af coronavirus, siger eksperter.

En ny mutation på det britiske coronavirus, har givet det evnen til at lege kispus med vores antistoffer - som man kender det fra den sydafrikanske mutation. (Foto: Neil hall © Scanpix)

Den britiske coronamutation har lukket Danmark så hårdt i, at det kun lige akkurat er lykkedes at klemme landets 0. til 4. klasser tilbage i skole fra næste uge.

Men nu melder engelske sundhedsmyndigheder, at den britiske mutation - B117 - nu er muteret yderligere og har fået mutationen E484K, som minder om den, vi kender fra den sydafrikanske og den brasilianske coronavariant.

- Mutationen er en af dem, man er nervøse for, fordi man ikke ved, hvor godt antistofferne binder fra tidligere virus. Det er ikke sådan, at vaccinerne ikke virker, men det har indflydelse på, hvor effektive de er, forklarer professor Mads Albertsen, der leder et hold forskerkolleger fra Aalborg Universitet, der følger virusmutationerne tæt.

E484K er sporet i 11 positive test for covid-19. Ingen af de positivtestede englændere havde været i udlandet, hvilket giver de britiske sundhedsmyndigheder den bekymring, at mutationen nu spredes internt i Storbritannien.

Men hvor meget skal vi selv frygte den nye mutation, når B117 ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forventes at udgøre 80 procent af tilfældene i Danmark ved starten af marts?

Vi har bedt tre af landets førende eksperter om at gøre os klogere.

'Den britiske variant er træls nok i forvejen'

(Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix) (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Hos professor Mads Albertsen giver den nye mutation grund til bekymring.

- Det er en mutation, man godt kan forvente opstår i Danmark også. Det er bekymrende, og det var lige præcis den mutation, vi holdt øje med for B117.

- Du har den britiske variant, som er træls nok i forvejen, og nu har den så fået denne her mutation også, uddyber han.

Og kommer den til Danmark, så kender vi allerede formlen til at holde den nede.

- Det, der er mest effektivt, er, at folk bliver testet, og at folk sørger for at isolere sig. Alt det vi kender. Det kan dog godt være, at vi skal overveje, om vi skal til at tilpasse vores tiltag på et tidspunkt. Det er derfor, det er vigtigt at holde øje med de mutationer her, så vi kan være lidt på forkant.

Skal vi vænne os til, at de her mutationer bliver hverdag?

- Ja ja, især nu, hvor vi begynder at vaccinere. Der er flere, der er ude at sige, at jo mere vi opnår en immunitet som befolkning, jo oftere vil virus begynde at tilpasse sig, siger Mads Albertsen.

Meldingen fra Statens Serum Institut var tidligere i dag.

- Kontakttallet for B117 (den britiske mutation, red.) skønnes aktuelt at være 1,1, idet det er estimeret i den seneste rapport, at det samlede kontakttal vil være 1,1, når andelen af B117 udgør 100 procent af de påviste tilfælde under de nuværende restriktioner.

'Lige nu bliver virus klogere og klogere'

(Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet, er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi også vil se den mutation, der lige nu er registreret i England.

- Det tror jeg helt sikkert. Hvis det kan opstå et sted, kan det opstå alle steder. Mutationerne er jo også opstået uafhængigt flere steder. Mutationen opstår, fordi virus bliver klogere, og fordi den får en fordel af mutationen.

Han maner dog til besindighed i forhold til effekten af både den nye mutation og den sydafrikanske, der begge kan drille vaccinerne.

- Den her – og måske særligt den sydafrikanske variant – betyder ikke, at vaccinerne ikke virker, det betyder måske, at nogle af dem virker en lille smule dårligere. Det betyder ikke, at vi ikke er immune. Det betyder, at nogle vil blive lidt mindre immune.

- Det er ikke en gamechanger, men der er måske et tidsperspektiv, der rykkes.

Skal vi vænne os til, at de her mutationer bliver hverdag?

- Ja, men jeg tror også, at der vil komme et tidspunkt, hvor det stopper. Lige nu bliver virus klogere og klogere, men jeg tror, at der kommer et tidspunkt, hvor den ikke kan blive klogere.

Vil mutationerne føre til, at vi langt ud i fremtiden vil have måneder, hvor virusmutationer gør, at vi skal genindføre restriktioner i en periode?

- Nej, det kunne jeg slet, slet ikke forestille mig. Næste vinter bliver ikke sådan her. Coronasæsonen vil så primært ramme ældre, og folk der ikke er vaccineret.

Skal vores myndigheder være bekymret for E484K?

- Sundhedsmyndigheder skal ikke være voldsomt bekymrede. Der er grund til at overvåge B117, fordi den er meget smitsom. Når det handler om, hvorvidt en mutation som måske, måske ikke giver lavere immunitet, er det ikke noget, der bør spille ind på restriktioner, siger Søren Riis Paludan.

Ikke et problem - lige nu

REUTERS/Carl Recine (Foto: Carl Recine © Scanpix)

Viggo Andreasen, matematisk biolog og epidemiforsker ved Roskilde Universitet, spår også, at vi desværre nok vil få svært ved ikke at se den nyopståede mutation i Danmark.

- Jeg tænker ikke, at den vil opstå i Danmark, men jeg tænker, at vi får et problem med at holde den ude af landet, forklarer han.

Lige nu og her vil der dog ikke være det store problem ved, at B117 også får lov til at mutere i Danmark.

- Lige i øjeblikket er der så få, der er immune i Danmark, at mutationens evne til at snyde immuniteten ikke rigtig vil være en fordel for den, siger Viggo Andreasen.

På langt sigt skal vi dog holde rigtig godt øje med E484K-mutationen.

- Vi skal ikke være så bekymrende lige nu, men på længere sigt er det jo en fare for vores vaccinestrategi, hvis den har det godt, når flere er vaccinerede.

Hvad kan vi gøre for, at den ikke driller vores vaccinestrategi?

- Da den smitter som en normal B117-mutation, så skal der det til, at vi lukker så meget ned, at B117 ikke rigtig kan spredes. Lige nu har vi jo en strategi, der går ud på, at B117 gerne må vokse lidt de næste par måneder.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk