Baby med mæslinger smittet med samme virus som i udbrud

Et barn på ti måneder er den sjette i række af smittede i det aktuelle mæslingeudbrud.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn vaccineres med MFR-vaccinen, som beskytter mod mæslinger, når de er 15 måneder og fire år. (arkivfoto) (Foto: Jim Goodson/CDC/SCIENCE PHOTO LI © Cdc)

Et barn på ti måneder, der er smittet med mæslinger, er en del af samme smittekæde som de øvrige smittede i det aktuelle mæslingeudbrud.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Det kom frem i går, at barnet fik konstateret mæslinger på Slagelse Sygehus.

Statens Serum Institut har nu genotypet mæslingevirus fra det ti måneder gamle barn.

- Virussen er præcis samme tilfælde som de øvrige fem i det aktuelle mæslingeudbrud, der startede med, at danskere rejste hjem fra Frankrig, siger sektionsleder Palle Valentiner-Branth fra SSI's afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse.

Smittekilde endnu ukendt

Barnet, der er fra Køge-området, har opholdt sig i en vuggestue og dagpleje, hvor der kan være andre børn, som ikke er vaccineret mod mæslinger.

- Det vides endnu ikke, hvordan barnet er blevet smittet, fortæller Palle Valentiner-Branth.

Det nye tilfælde giver ikke anledning til, at Sundhedsstyrelsen ændrer sine anbefalinger om vaccination tidligere end 15-måneders-alderen, hvor den første dosis MFR-vaccine gives i det danske børnevaccinationsprogram.

- Mæslinger i Danmark er en sjælden sygdom, og risikoen for smitte som spædbarn er meget lille. I de seneste år har vi haft 14 tilfælde af mæslinger hos børn under et år, siger Palle Valentiner-Branth.

Små børn i risikozonen

De fleste danskere er i dag vaccineret eller har haft mæslinger og er derfor immune.

Dog er små børn, der endnu ikke har fået vaccinen, i særlig risiko. Det samme gælder danskere født mellem 1975 og 1986. En større andel af dem er ikke vaccineret eller har ikke været smittet med sygdommen.

Hvis man har mistanke om, at man er smittet med mæslinger, skal man ringe til sin læge. Man skal ikke møde op uanmeldt, da mæslinger er en meget smitsom sygdom, og man dermed risikerer at smitte andre i venteværelset.

/ritzau/

Facebook
Twitter