Baby-simulator afskrækker unge piger fra at få børn

Flere vælger at udskyde babydrømmen, når de indser, hvad det indebærer.

Flere kommuner tilbyder unge piger, der gerne vil være gravide, at få en babysimulator med hjem, og langt de fleste vælger derefter at udskyde planerne om et barn. (Foto: Eva Jensen © DR Nordjylland)

Siden 2010 er antallet af kommuner, der tilbyder unge piger og familier et forløb med en babysimulator, næsten tredoblet, fra 12 til 31, skriver Kristeligt Dagblad.

Som en del af Babysimulator Teamet i Svendborg Kommune er Jette Bonde Schaarup en af pionererne på området i Danmark. Her har man siden 2008 haft cirka 120 unge kvinder gennem et forløb, hvor målgruppen er sårbare unge kvinder og par.

Langt de fleste har valgt at udskyde babydrømmen, mens fire, som allerede var gravide, valgte at få en abort.

Skal træffe egne valg

- Vi er meget opmærksomme på, at vi ikke manipulerer eller skubber nogen over i en beslutning, de senere bliver ked af, siger Jette Bonde Schaarup og nævner de etiske spilleregler, de har udarbejdet, som skal sikre de unges ret til at træffe egne valg.

Men det er usympatisk, når kommuner vælger at give en babysimulator til gravide piger, mener Pia Fris Laneth, forfatter og debattør og aktuel med bogen Moderskab og Mødrehjælp, som sætter fokus på synet på moderskab gennem de seneste 100 år.

- Jeg kan forstå det, hvis man sendte de unge ned i en vuggestue, men med en babysimulator får man kun alt besværet. Det kan virke som et mildt, men håndfast pres til abort, siger hun.

/ritzau/