Badmintontalentet Sandra-Maria stoppede og var på bar bund: 'Jeg kom ud og havde ingenting'

Da kampen indenfor stregerne var slut, skulle hun kæmpe for at finde sig selv udenfor hallens trygge rammer.

(Foto: Asger Stage © (c) DR)

Allerede som 7-årige gjorde Sandra-Maria Jensen sig bemærket.

Den lille lyshårede pige var hurtig på fødderne og snedig med ketsjeren.

Hun blev hurtigt en af de bedste i Solrød Strand badmintonklub, og hun spillede med de ældre årgange.

Siden blev hun udtaget til ungdomslandsholdet, og hun var bare 15 år gammel, da hendes drøm gik i opfyldelse, og hun kom på det rigtige landshold.

  • EM i Basel, Schwiez 2014 (Foto: Badminton Europe © (Privatfoto))
  • Sandra-Maria vinder semifinalen mod Bulgarien, EM i Schweiz, 2014 (Foto: Badminton Europe © (Privatfoto))
  • EM i Basel, Schweiz 2014 (Foto: Badminton Europe © (Privatfoto))
1 / 3

Et klik

Sandra-Maria var ikke bare god. Hun var rigtig god.

Men med et klik blev badmintonkarrieren sat i stå. Et klik i håndleddet som ændrede det hele.

I starten troede Sandra-Maria ikke, at det var så slemt. Men smerterne blev langsomt værre og værre, og til sidst havde hun problemer med at holde om ketsjeren.

Efter 16 år og en hel ungdom i badminton måtte Sandra-Maria sige stop. Og så kom tomheden.

Hvem er jeg så?

- Når man er ude, så er man ude, forklarer hun.

Hun blev glemt fra den ene dag til den anden. Der blev lagt kræfter i nye talenter og holdet drønede videre. Uden hende.

Hun var 23 år og skulle først nu til at finde ud af, hvem hun var.

Hele hendes liv havde hun set sig selv som badmintonspiller. Men da karrieren var slut, kom tankerne snigende: Hvem er Sandra-Maria uden sporten? Uden de utallige timer i hallen og uden ketsjeren i hånden?

Alle timerne, som hun plejede at bruge i hallen, skulle fyldes ud med noget andet, og hun overvejede, om det var det rigtige valg, hun havde truffet.

- Lige pludseligt står man her og tænker: ‘Shit mand, hvad nu?’ Man havde ikke rigtig noget, så det var sindssygt svært, husker hun.

(Foto: Asger Stage)

Hendes veninder og jævnaldrene havde allerede fart på studie og job. Og der var ingen, der havde snakket med Sandra Maria om en plan b.

- Jeg havde hele tiden tænkt, at det skulle være badminton. Så jeg havde ikke tænkt over, hvad jeg ville.

Den voldsomme overgang

I dansk talentudvikling bliver det ellers altid understreget, at atleter skal vejledes i, at man en dag har slået sit sidste matchpoint. At der kommer en tid efter sporten.

Der er stort fokus på 'dual-career' - altså at unge atleter også får taget en uddannelse ved siden af sporten.

Alligevel har flere af de unge talenter, som vi har haft snakket med, haft en ubehagelig oplevelse af tomhed efter et tidligt exit fra elitesport.

Carsten Hvid Larsen er lektor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet. Og han forklarer, at overgangen kan være ret voldsom:

- Det er en stor omvæltning. De her overgange kan være kilde til krise, hvis man ikke har ressourcer eller støtte. Der er eksempler på, at man kan udvikle depression.

Sandra-Maria spillede badminton i 16 år. Det fyldte næsten alt. "Når man var sammen med sine veninder, så var det altid badminton, som var samtaleemnet" (Foto: Asger Stage © (c) DR)

Også godt at komme ud

Konkurrence er en del af livet i elitesport. Og med konkurrencen var også fulgt en masse 'dårlige vibes'.

Det gik op for Sandra-Maria, da hun stoppede.

Dengang var det hele meget orienteret mod præstationer - og man håbede, at andre klarede sig dårligt, så man selv kunne stå bedre.

Så der var en masse negativ energi, som Sandra-Maria kom af med, da hun stoppede.

- Det var en fed personlig udvikling.

I dag læser Sandra-Maria suppleringsfag, så hun kan starte på en uddannelse til sommer.

- Jeg følte, at jeg lærte, hvem jeg var. Hvem Sandra-Maria er som person – og ikke som badmintonspiller.

Spildt tid?

Når Sandra-Maria i dag kigger tilbage på sine utallige timer i en hal, så er hun ikke i tvivl om, at det var det hele værd.

- Jeg har aldrig følt, at jeg har spildt min egen tid. Men man kunne godt føle, at man havde spildt andres tid, siger hun.

Klub- og landsholdstrænerne, hendes forældre og fysioterapeuten har brugt tid, penge og utallige weekender på at se hende træne og spille kamp.

Sandra-Maria spillede badminton i 16 år (Foto: Badminton Europe © (c) privatfoto / Foto: Asger Stage © (c) DR)

Alligevel er hun ikke i tvivl om, at badmintoneventyret var det hele værd. Men at være kommet ud på den anden side føles også godt.

- Jeg kan se dem, jeg har måttet afvise hundredevis af gange. Man kommer ud til en bedre verden, siger hun.