Medicinsk cannabis

BAGGRUND Derfor er cannabis-medicin faktisk lovligt

Flere patienter får udskrevet cannabismedicin, der er fremstillet på et dansk apotek. Her får du et overblik over, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er.

(© dr)

Cannabismedicin, der helt lovligt bliver fremstillet på et apotek i Danmark, bliver mere og mere udbredt.

Det seneste år er antallet af patienter, der får udskrevet olie, tabletter og andre former for medicinsk cannabis, steget fra en lille håndfuld til omkring 200.

Det er typisk folk med kroniske smerter, der kommer i behandling med cannabismedicinen.

Apoteket i Glostrup er det eneste sted i landet, hvor man fremstiller medicinen. Planterne, som medicinen er lavet af, bliver dyrket i et drivhus i Østrig.

De aktive stoffer thc og cbd bliver udvundet af planten i Tyskland. Og i Danmark bliver olien og kapslerne så fremstillet i Glostrup.

I begyndelsen var det kun en enkelt læge, der udskrev medicinen til sine patienter - nu er det mellem 20 og 30 læger landet over.

Men hvorfor er det lovligt at fremstille medicin med det ellers ulovlige stof THC, som de fleste forbinder med hash?

Forklaringen begynder i 2011.

Hvad skete der i 2011?

Den daværende sundhedsminister Bertel Haarder ændrede en bekendtgørelse i lovgivningen for at et nyt lægemiddel kunne blive godkendt i Danmark. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Her ansøgte det britiske medicinalfirma GW Pharmaceuticals den danske lægemiddelstyrelse om tilladelse til at sælge produktet Sativex i Danmark. Sativex er et lægemiddel, der indeholder det euforiserende stof thc fra cannabis-planten.

Det blev dengang godkendt af Lægemiddelstyrelsen - og siden har neurologer haft mulighed for at udskrive det til en snæver gruppe patienter - visse sklerosepatienter, der har prøvet et vist antal medikamenter inden.

Men inden Lægemiddelstyrelsen kunne godkende produktet, skulle en bekendtgørelse i lovgivningen om euforiserende stoffer ændres. Det gjorde den daværende sundhedsminister Bertel Haarder (V).

Og den ændring åbnede blandt andet også op for at fremstille lægemidler med naturligt cannabis-ekstrakt fra cannabis-planten.

Hvorfor startede apoteket så ikke allerede dengang?

Her fremstiller farmakonom Ulla Bogø Moe på Glostrup Apotek cannabis-piller.

Apoteker Kristian Østergaard begyndte først produktionen af cannabis-medicin i efteråret 2015. Altså fire år efter, lovgivningen faktisk tillod ham at gøre det.

Han begyndte først her, fordi efterspørgslen var steget og han samtidig kunne skaffe råvarerne i en høj nok kvalitet, fortæller Kristian Østergaard Nielsen.

- Det har været muligt for mig inden for de seneste 12 måneder at finde en råvare i den rigtige kvalitet, hvor jeg kan sikre, at det produkt, jeg fremstiller, lever op til de krav, der er til lægemiddelproduktion, siger han.

Hvad fremstiller Glostrup Apotek?

Glostrup Apotek er et ud af to apoteker i Danmark, der har eget laboratorium og fremstiller medicin selv. Det kaldes magistrel fremstilling. Det andet apotek ligger i Skanderborg, men her fremstiller man dog ikke cannabis-medicin.

Der er som udgangspunkt to grunde til, at en læge vælger at ordinere et magistrelt lægemiddel: Enten har patienten allergi over for et indholdsstof i et godkendt lægemiddel. Eller også findes der ikke et tilsvarende produkt på markedet.

I Glostrup fremstiller farmaceuterne både olier og kapsler med cannabisholdige stoffer.

Medicinen kan både indeholde stoffet thc, der også har en euforiserende effekt, mens apoteket også fremstiller medicin med stoffet cbd, der ikke er euforiserende. Begge stoffer siges at have en smertelindrende effekt.

Det er derfor typisk smertepatienter, der får udskrevet medicinen.

Hvordan får man medicinen som patient?

(© dr)

Der er sådan set ingen deciderede krav til, at man som patient skal fejle noget bestemt eller have afprøvet andre midler, inden lægen kan udskrive Glostrup Apoteks cannabis-medicin.

Og alle læger - også praktiserende læger - kan udskrive medicinen. Men Lægemiddelstyrelsen vil ikke anbefale læger at udskrive den, da der er begrænset dokumentation for virkning.

Derfor hviler ansvaret 100 procent på den læge, der udskriver præparatet.

Lægen har ifølge Lægemiddelstyrelsen også en skærpet pligt til at informere patienten om bivirkninger - særligt hvis præparatet indeholder euforiserende stoffer.

Hvilke andre cannabis-lægemidler er lovlige?

Det her er et syntetisk cannabis-præparat, der hedder Marinol. Læger kan udskrive det efter at have fået særlig tilladelse af Lægemiddelstyrelsen. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN © Scanpix)

Foruden det danskproducerede cannabis-medicin, der altså kun bliver produceret på Glostrup Apotek, udskriver læger i begrænset omfang også recepter på anden medicin, der indeholder naturlig og syntetisk cannabis.

Siden 2011 har læger med speciale i neurologi udskrevet Sativex til patienter med svær sklerose. Det er en mundhulespray, der indeholder det euforiserende thc og det ikke-euforiserende stof cbd, der også siges at have medicinsk effekt.

I 2014 var i alt 77 patienter i behandling med det lægemiddel, viser tal i Lægemiddelstyrelsens notat om medicinsk brug af cannabis.

I særlige tilfælde giver Lægemiddelstyrelsen også læger tilladelse til at udskrive det amerikanske produkt Marinol, der består af syntetisk thc. Det er altså ikke et naturligt cannabis-produkt, men syntetisk fremstillet.

I enkelte tilfælde har man på kræftafdelinger på landets sygehuse udskrevet Marinol mod kvalme til patienter, der ikke har reageret på anden medicin. Marinol er blevet kritiseret for, at det netop ikke er et naturligt cannabis-produkt, og at dosen på 2,5 mg er for høj.

Hvad er så ikke lovligt?

En flaske med lovlig cannabis-olie står ved siden af en tørret rå cannabis-plante, der ikke er lovlig. (© dr)

Det er ikke lovligt at købe cannabismedicin uden om sin læge, hvis det indeholder thc. Det er heller ikke lovligt at dyrke cannabis til eget medicinsk brug.

Flere patienter, der i dag selvmedicinerer, efterlyser yderligere lovliggørelse af cannabis som medicin, fordi de påstår, at hele planten hjælper dem bedre end ekstrakterne fra planten, som i dag bliver produceret på Glostrup Apotek.

Men det er i dag ikke muligt for en læge at udskrive et topskud fra cannabis-planten eller mere præcist cannabis-planten i sin rå form.

Et flertal på Christiansborg arbejder i øjeblikket på at gennemføre en fire-årig forsøgsperiode med cannabis-medicin. Med den ordning bliver den rå plante muligvis lovlig for en udvalgt gruppe patienter.

I morgen aften handler Sundhedsmagasinet på DR1 om medicinsk cannabis. Her kan du blandt andet kommet med til Israel, hvor man har brugt medicinsk cannabis i en årrække. Det er tirsdag klokken 21.55.

Facebook
Twitter