Bagmand bag svindelmistænkt Hövding-hjemmeside: Min leverandør i Kina er gået under jorden

Bagmand bag angivelig svindel-side lover alle kunder pengene tilbage.

(© dr)

Omkring tusind danskere har gjort brug af et rigtig godt tilbud om en billig Hövding-cykelhjelm.

Hjelmen, der er en airbag, som bliver udløst omkring hovedet ved et styrt, koster normalt omkring 1.800 kr. Men hjemmesiden Høvdingehjelm.dk solgte den mellem 500 og 1.000 kr. billigere.

Det var da også et lidt for godt tilbud, for ingen af dem, der har handlet ind i webshoppen, har modtaget hjelmen

Manden bag hjemmesiden, Anders Lykke Lundgren Virkus, forklarer nu til DR Nyheder, at han ikke bevidst har forsøgt at snyde sine kunder.

DR Nyheder har fundet frem til Anders Lykke Lundgren Virkus gennem domænet på hans hjemmeside. Hjemmesiden er ifølge DK Hostmaster ejet af firmaet Webshop Bureau IVS. På Virk.dk fremgår det, at Anders Lykke Lundgren Virkus ejer firmaet, der har adresse i en landsby nordøst for Randers.

Anders Lykke Lundgren Virkus erkender, at han står bag hjemmesiden, men mener ikke, han har snydt nogen bevidst. Han forklarer derimod, at han selv er blevet bedraget:

- Jeg har en leverandør fra Kina, han er gået under jorden, siger Anders Lykke Lundgren Virkus.

Han garanterer samtidig, at alle kunder får deres penge tilbage inden for syv dage.

Da vi spørger Anders Lykke Lundgren Virkus om de penge, han selv har ude at svømme hos den kinesiske leverandør, siger han, at det er noget, han nu må se på, men at han ikke har mere at sige om det.

Ifølge Toke Mølgaard, kommunikationschef hos E-mærket, der kvalitetsstempler nethandelssider, er der tale om et gennemført svindelnummer med både hjemmeside og en dansk adresse.

Alma Malkoc købte lørdag en cykelhjelm på siden høvdinghjelm.dk, men blev kort efter mistænksom.

- Jeg fil en underlig, engelsk ordrebekræftelse på SMS og tjekkede derfor webshoppen en ekstra gang. Der var forskellige returfrister og firmaets adresse ændrede sig på kort tid fra Randers til Odense, fortæller hun.

Adressen i Odense ejes af et andet firma, som intet har at gøre med Hövdinge-hjelmen.

Flere kunder har forgæves forsøgt at få kontakt til firmaet bag Høvdingehjelm.dk.

Anders Lykke Lundgren Virkus forklarer, at han ikke har besvaret henvendelser fra sine kunder, da han har haft travlt.

Hjemmesiden er nu lukket.