Historiske fængselsdomme og bøder for 875 millioner kroner i Operation Greed

16 personer er idømt fængselsdomme og bøder for 875 millioner i en af de største sager om svindel og hvidvask i Danmark.

16 mænd blev torsdag eftermiddag idømt lange fængselsdomme og enorme bøder i Københavns Byret for deres roller i den såkaldte Operation Greed. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

Københavns Byret har sat det første punktum i en historisk stor svindelsag, som politiet har efterforsket under kodenavnet Operation Greed.

Sagen begyndte i 2018, og 17 personer var tiltalt for at have svindlet staten for knap 300 millioner kroner og have begået hvidvask for 500 millioner kroner. En blev frikendt, mens de resterende 16 tilsammen er idømt knap 62 års fængsel.

Oven i det kommer bøder for 875 millioner kroner og konfiskation af yderligere 42 millioner. Fem af dem bliver udvist, heraf tre for bestandig.

Alle dømte har enten anket eller udbedt sig betænkningstid.

Brødre var bagmænd

Den hovedtiltalte Naveed Anwar og hans bror Usman Ali Anwar blev idømt henholdsvis syv år og seks år og seks måneders fængsel for moms- og skattesvig for 296 millioner kroner.

Usman Ali Anwar udvises desuden af Danmark og har indrejseforbud i seks år. De to har fået konfiskeret udbytter for 35,5 millioner kroner. Brødrene var udrejst af landet og var ikke tilstede under domsafsigelsen, men forventes ifølge deres forsvarer retur den 22. august.

En tredje af de dømte, Tasawar Hussain, fik seks og et halv års fængsel og en bøde på 175 millioner kroner, mens en fjerde, Tepu Islam Ashraf, fik fem år og seks måneders fængsel samt 90 millioner kroner i bøde.

Ingen af de tre må deltage i ledelsen i en erhvervsvirksomhed i Danmark eller udlandet, uden at de hæfter personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser indtil videre.

De tre var sammen med Mohammad Arshad, der stod bag et vekselbureau, bagmændene i hele svindlen.

Arshad fik tre år og 11 måneders fængsel og frakendes retten til at drive valutavekslingsvirksomhed og foretage pengeoverførsler og udstede elektroniske penge indtil videre. Han udvises desuden af Danmark uden mulighed at rejse ind igen.

Ud af de i alt 17 tiltalte er en frikendt, en har fået 40 dages fængsel og resten har fået mellem to år og syv års fængsel.

Hårdere dom end Stein Bagger

Naveed Anwar og Usman Ali Anwar har også fået bøder på 175 millioner kroner hver. Kan de ikke betale, konverteres dommen til seks måneders fængsel til dem hver.

Dermed vil Naveed Anwars samlede dom nå op på syv og et halvt års fængsel og være hårdere end den dom på syv års fængsel, som direktøren for IT Factory, Stein Bagger, under stor bevågenhed fik i 2008 for at have svindlet for 830 millioner kroner.

Fakturafabrikken - det handler sagen om

Sagen begyndte i 2017, hvor politiet slog til mod bagmændene, der styres af to brødre.

Sagen handler om, at de dømte på forskellig vis har medvirket i et omfattende svindelnummer. Hovedparten af de tiltalte har styret en virksomhed, hvorfor de via falske virksomheder i ind- og udland har udstedt falske fakturaer til rigtige virksomheder, især inden for håndværks- og rengøringsbranchen.

Disse falske virksomheder kaldes stråmandsvirksomheder, og findes kun på papir.

Fakturaen kunne være en regning for rengøring, som kunden – virksomheden – havde købt for et vist beløb plus moms, og betalt regningen for det. Men rengøringen har aldrig fundet sted.

Kunden betalte fakturaen, hvorefter svindlerne via vekselbureau udbetalte pengene i kontanter til sig selv.

Bagmændene tog et ”gebyr” for deres svindel, og gav resten tilbage til den kunde, der betalte regningen.

Ifølge en håndværksmester, der gav interview til 21 Søndag, kostede det typisk 20 procent i gebyr.

Kontanterne kunne kunderne bruge til at aflønne sort arbejde eller købe ting til dem selv.