Bagmandspolitiet sigter Dan-Bunkering i sag om jetbrændstof

Der er ifølge DR’s kilder rejst sigtelse mod to virksomheder og to personer for brud på EU’s Syrien-sanktioner

Et af de russiske tankskibe, som Dan-Bunkering har leveret jetbrændstof til, er Mukhalatka, som i marts 2019 lå i denne havn ved Sortehavet, under et nyt navn, Truvor. Foto: DR

Virksomheden Dan-Bunkering samt yderligere en virksomhed og to personer er nu sigtet i en sag om leverancer af jetbrændstof til brug i Syrien i strid med EU's sanktioner. Det oplyser flere kilder til DR uafhængigt af hinanden.

Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, - også kendt som Bagmandspolitiet - der har rejst sigtelse for nylig om brud på EU's sanktioner.

Brud på internationale sanktioner kan i Danmark straffes med bøde eller fængsel - i grove tilfælde i op til fire år.

Retten i Odense afsagde tirsdag formiddag kendelse om navneforbud vedrørende den ene virksomhed og de to personer, som er sigtet udover Dan-Bunkering. Derfor kan DR ikke nærmere omtale dem.

Overførsler via russiske skibe

DR har siden april bragt en række afsløringer i sagen på baggrund af blandt andet amerikanske retsdokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder. Ifølge oplysningerne har Dan-Bunkering været involveret i leverancer af mindst 30.000 ton jetbrændstof til Syrien, som er fragtet til landet via overførsler til russiske tankskibe. Kunden der betalte Dan-Bunkering for overførslerne har ifølge Ruslands udenrigsministerium stået for at forsyne russiske kampfly i Syrien med jetbrændstof.

Dan-Bunkerings bank, Danske Bank, indberettede sidste år sin kunde til myndighederne på mistanke om brud på EU’s jetbrændstofforbud. Banken omtalte transaktioner for samlet over 420 millioner kroner fra to russiske selskaber, der er involveret i sagen.

Dan-Bunkering blev anmeldt til SØIK for tre år siden, efter Udenrigsministeriet havde fået fortrolige efterretninger fra USA om virksomhedens mulige sanktionsbrud. Men SØIK sendte efterforskningen videre til Fyns Politi.

Her lå den i lange perioder helt stille. Efter DR's afsløringer besluttede SØIK i juli måned at tage sagen tilbage fra Fyns Politi. Og nu har Bagmandspolitiet altså sigtet Dan-Bunkering, en anden virksomhed og to personer i sanktionssagen.

SØIK vil hverken be- eller afkræfte, at der er rejst sigtelse med henvisning til, at der er tale om ”verserende efterforskning”.

- Positivt med skred i sagen

Sagen om Dan-Bunkering har haft stor politisk bevågenhed, siden DR bragte den frem, og justitsminister Nick Hækkerup har kritiseret politi og anklagemyndighed i skarpe vendinger for at have ageret for langsomt.

At SØIK nu har rejst sigtelse bliver hilst velkommen af formanden for Folketingets Retsudvalg, Preben Bang Henriksen (V).

- Jeg synes, at det er positivt, at der nu langt om længe kommer skred i sagen. Den har været skubbet frem og tilbage mellem forskellige myndigheder. Nu ser det ud til, at der sker noget. Det er jo en sag, der også har en vis international bevågenhed, og både for Danmark men også for firmaet må det være befriende, at der kommer en afklaring, siger han til DR

Dan-Bunkering afviser

Dan-Bunkering har ikke ønsket at kommentere de nye oplysninger om, at der er rejst sigtelse mod firmaet.

Dan-Bunkerings advokat har tidligere skrevet til DR:

- Dan-Bunkering finder det mest naturligt at fortsætte dialogen om denne sag direkte med myndighederne, hvorfor Dan-Bunkering ikke ønsker at kommentere på de spørgsmål, som rejses af medierne.

Ifølge advokaten kan Dan-Bunkering heller ikke udtale sig om konkrete kundeforhold.

- Jeg kan dog oplyse, at det fastholdes, at Dan-Bunkering ikke har handlet i strid med gældende sanktioner, lyder det i mailen til DR.

Artiklen er opdateret med kommentar fra Preben Bang Henriksen.

Facebook
Twitter