Bagmandspolitiet sigter to i USA for udbyttesvindel

Briten Sanjay Shah er ikke længere eneste hovedmistænkte i sagen om svindel for 12,4 milliarder i udbytteskat.

Chefen for Bagmandspolitiet bekræfter overfor DR Nyheder, at tysk politi for tre uger siden har foretaget en ransagning efter anmodning fra dansk politi.(Foto: ERIK REFNER/Scanpix 2015) (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Bagmandspolitiet er nået et skridt videre i efterforskningen af svindel med refusion af udbytteskat, som har kostet den danske statskasse mere end 12,4 milliarder kroner.

DR Nyheder erfarer, at Bagmandspolitiet har sigtet to amerikanere for at være hovedmænd i svindelnummeret sammen med den 46-årige brite Sanjay Shah, som opholder sig i Dubai, og som indtil nu har været hovedmistænkt i sagen.

De er alle tre sigtet for bedrageri "af særlig grov beskaffenhed".

Det viser oplysninger fra bagmandspolitiet i Danmark til anklagemyndigheden i den tyske by Koblenz, skriver Politiken.

Oplysningerne skulle bruges til at få en tysk domstols godkendelse til at ransage blandt andet den tyske North Channel Bank i Mainz, samt fem selskaber som står bag den lille tyske bank.

Politiken har fået adgang til oplysningerne bag ransagningerne, som fandt sted den 20. juni.

Chefen for bagmandspolitiet, statsadvokat Morten Niels Jacobsen, bekræfter overfor DR Nyheder, at tysk politi for tre uger siden har foretaget en ransagning efter anmodning fra dansk politi.

- Jeg kan bekræfte at tysk politi har foretaget en ransagning og beslaglæggelse i en tysk bank efter anmodning fra os, siger Morten Niels Jacobsen.

Han vil imidlertid ikke kommentere personspørgsmål og har derfor ingen kommentarer til oplysningerne om, at flere personer i USA skulle være anholdt.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter