Bagmandspolitiet: Vi har en god idé om, hvor svindelsigtet kvinde er

Efterforskerne holder kortene tæt ind til kroppen, men siger, at de har "en god idé om", hvor den efterlyste Anna Britta Troelsgaard Nielsen er.

Vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra Bagmandspolitiet fortæller, at man har en idé om den efterlyste kvindes lokation.

Bagmandspolitiet har en mistanke om, hvor den 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen befinder sig.

Det fortæller Bagmandspolitiet DR Nyheder.

- Vi har gennem perioden haft en god idé om, hvor hun befinder sig henne, siger Michael Lichtenstein, vicepolitiinspektør hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), bedre kendt som Bagmandspolitiet.

Befinder hun sig stadig der?

- Det kan vi ikke gå i detaljer omkring nu, men vi håber, at vi er på rette spor, siger han om sagen, hvor kvinden er sigtet for at svindle sig til 111 millioner kroner fra satspuljemidlerne.

Bagmandspolitiet oplyser, at de har en idé om, hvornår kvinden er rejst ud af landet, men vil ikke oplyse nærmere af hensyn til efterforskningen. De vil heller ikke fortælle, om det eksempelvis er udenfor Europas grænser.

Satspuljemidlerne afsættes hvert år til en række initiativer, som skal forbedre vilkårene for personer på overførselsindkomst og udsatte grupper i samfundet.

Bagmandspolitiet står nu over for en stor opgave med at forsøge at hente pengene tilbage, oplyser de.

Prøver at finde penge

Efterforskningen mod den 64-årige kvinde foregår i tre spor, lyder det fra Bagmandspolitiet. Det vigtigste spor handler om at fange den mistænkte.

Kvinden er internationalt efterlyst gennem Interpol, og befinder sig formentligt i udlandet, fortæller Bagmandspolitiet.

De vil dog af hensyn til efterforskningen ikke oplyse, hvor de leder henne.

Derudover arbejder man på at sikre beviser og indefryse værdier, som er taget fra Socialstyrelsen.

- Vi arbejder målrettet på at få sikret så mange værdier som overhovedet muligt i denne periode og få dem hjem til den danske statskasse, men det er selvfølgelig rigtig mange penge, som har været væk i mange år, siger Michael Lichtenstein.

- Så vi er ikke i mål med de 111 millioner kroner, kan jeg løfte sløret for, men jeg kan ikke gå nærmere i detaljer på nuværende tidspunkt, siger vicepolitiinspektøren, der oplyser, at man kigger på værdier både i Danmark og i udlandet.

Svindelmistænkt er "velkommen til at kontakte politiet"

Foruden den efterlyste 64-årige er tre personer sigtet for groft hæleri i sagen.

Dem har politiet haft kontakt med - delvist gennem deres forsvarsadvokater. De er hverken anholdt eller efterlyst, oplyser Bagmandspolitiet.

- Vi har talt med dem, og vi kommer ikke til at gå i detaljer med, hvor vi tror, de er henne, eller hvor de er henne, siger Michael Lichtenstein.

Den hovedmistænkte kvinde har politiet derimod ikke været i kontakt med.

- Vi har haft kontakt til den hovedmistænktes forsvarsadvokat, men vi har ikke haft kontakt til hende selv, men hun er meget velkommen til at kontakte politiet og få ordnet det her udestående regnskab, siger Michael Lichtenstein.

Han vil ikke afvise, at flere kan komme i politiets søgelys.

- Vi efterforsker sagen bredt, og på nuværende tidspunkt er det hende, som vi har som vores hovedmistænkte, men vi kan ikke udelukke, at der er andre, der skal sigtes i sagen, siger han.

Blev afsløret i september

Den formodede spektakulære svindel begyndte at komme frem i sidste måned. Her fattede Socialstyrelsen konkret mistanke om den betroede medarbejders svindel.

Mistanken kom i kølvandet på, at man siden slutningen af august havde undersøgt nogle fejl med udbetalinger af offentlige midler.

Den 25. september politianmeldte styrelsen kvinden for underslæb, og dagen efter blev hun bortvist skriftligt, da hun ikke var på arbejde den dag.

Den 1. oktober overtog bagmandspolitiet sagen fra Fyns Politi.

Afsløring har ført til stop for udbetaling

Den store afsløring af den enorme svindel har betydet, at Socialstyrelsen har stoppet for udbetalingen af satspuljemidler, berettede TV2 i går.

Styrelsen løftede ikke sløret for, hvor mange der er berørt af det midlertidige stop.

I dag bekræfter børne- og socialminister Mai Mercado (K), at stoppet hænger sammen med svindelsagen, som gør, at "Socialstyrelsen lige nu er ved at efterprøve og efterkontrollere systemerne", lyder det fra ministeren.

Hun understreger, at hun er opmærksom på, at foreningerne er meget afhængige af tilskuddet fra satspuljemidlerne, men at hun ikke kan give tilsagn om, hvornår der bliver åbnet op igen.

Facebook
Twitter