Bagsiden af Miss Danmark: Skønhedsdronninger levede med paranoia og frygt

Eksperter angriber omfattende deltagerkontrakt til Miss Danmark, der har forhindret kritik af konkurrencen.

En tiltrækkende verden med glamour, smukke kjoler og personlig udvikling er, hvad man bliver lovet, når man går til casting til Miss Danmark. Men virkeligheden er noget anderledes, når først man er deltager i skønhedskonkurrencen.

En række tidligere deltagere står nu frem i P1 dokumentar og løfter sløret for, hvor uskøn skønhedskonkurrencen Miss Danmark er under facaden. De fortæller om en kultur, hvor hårde ord og nedladende beskeder fra direktøren Lisa Lents er hverdag.

Når der hvert år skal hverves nye kvinder til Miss Danmark, er det med løftet om en uforglemmelig oplevelse, bedre selvtillid og selvudvikling.

Sådan så opslaget ud på Facebook forud for castingen:

Opslag om casting til Miss Danmark. (© Screenshot fra Facebook)

Men pigerne fortæller, at de bliver mentalt nedbrudt, fordi de føler sig overvåget af direktør Lisa Lents.

- Til vores allerførste møde fik vi omgående en følelse af, at vi ikke var velkomne. Hun sagde: "Jeg har øjne og ører overalt, og alt kommer tilbage til mig". Hun skabte en paranoid stemning. Sådan fortæller Anne-Marie Raunholt, som deltog i konkurrencen i 2015.

Hun blev kontaktet af Lisa Lents på de sociale medier og opfordret til at komme til casting.

- Lisa skriver, at det, de gør i konkurrencen, er at booste pigernes selvværd og selvtillid. Det handler om personlighed. Det var en god måde at sælge den på. Det talte rigtig meget til mig, at det handler om personlighed, så jeg gik til casting. Jeg gik fra casting med en følelse af, at de var helt enormt søde. Men det var som om, at ligeså snart kontrakten var underskrevet, så fik piben en anden lyd, fortæller Anne-Marie Raunholt til DR.

Anne-Marie Raunholt var med i konkurrencen i 2015.

Linda Kildentoft, der deltog i 2015, fortæller til DR, at der til bootcamps herskede en paranoid stemning, hvor man var bange for at træde ved siden af.

- Vi fik at vide, at vi bliver bedømt hele tiden. Hun havde bare den her måde at få folk til at frygte hende på. Vi rendte konstant rundt og var bange for - lige meget hvad vi spiste, hvordan vi sad, hvordan vi gjorde, var vi bange for, at hun ikke var glad for det, vi gjorde. Så man kom ud og var helt ødelagt på den anden side. Det tog mig to måneder at komme ovenpå, fortæller hun.

Lisa Lents skriver til DR, at Linda Kildentoft blev skuffet over sin placering i konkurrencen og derfor blev vred på Lents. Hun svarer ikke på kvindernes opfattelse af, at der herskede en paranoid stemning.

En tredje tidligere deltager, Louise Slotved, som deltog i 2014, ragede uklar med Lisa Lents, da hun efter Miss Danmark deltog i en anden konkurrence.

Direktøren for den anden skønhedskonkurrence kom ved en fejl til at bruge et billede af Louise Slotved taget i Miss Danmark-regi. Det gjorde Lisa Lents vred, og over tre dage sendte hun 41 beskeder til Louise Slotved, hvor hun stillede hende til ansvar for forseelsen.

Se nogle af beskederne i mobilen herunder - du kan scrolle i beskederne:

Louise Slotved blev frustreret og bange over de mange beskeder og trusler om fængselsstraf, for noget hun ikke selv var herre over.

- Jeg var fuldstændig tom for ord og chokeret. Jeg sidder og tænker - hvad foregår der?

I en mail til P1 Dokumentar skriver Lisa Lents.

- Louise Slotved valgte kort tid efter Miss Danmark at deltage i en skønhedskonkurrence arrangeret af en daværende konkurrent "Queen of Scandinavia", som vi på ingen måde vil associeres med, hvor hun ulovligt brugte Miss Danmarks materiale til at brande sig selv. Der var blevet investeret en hel del i Louises træning som finalist, og derfor er det hverken fair eller lovligt, at hun brugte Miss Danmarks materiale til at brande sig selv og vores konkurrent, på diverse medier.

Lisa Lents har ikke kommenteret på at Louise følte sig krænket og truet.

Måtte ikke tage på skadestuen

Melissa Ritter, som deltog i Miss Danmark i 2015, slog sin fod efter finaleshowet.

- Jeg begyndte at græde, fordi det gjorde så ondt. Jeg kunne ikke gå. Jeg overvejede at skifte til mit eget tøj, så jeg kan tage på skadestuen og få tjekket min fod, fortæller Melissa Ritter.

Efter finalen er der arrangeret efterfest, og der står i kontrakten, at hun er forpligtet til at deltage i arrangementet, hvilket Lisa Lents ifølge Melissa Ritter insisterede på, at hun overholdt.

- Vi står omme bagved, og Lisa kommer gående, og jeg fortæller om episoden og siger, at jeg ikke kan komme til afterparty, fordi jeg skal på skadestuen. Lisa svarer, at jeg har en kontrakt, og jeg skal til afterparty, og hvis ikke jeg gør det, så skylder jeg 15.000 kroner, fortæller Melissa Ritter.

Melissa Ritter ender med at tage til festen og venter med at tage på skadestuen til dagen efter. Episoden bliver bekræftet af to andre kilder. P1 Dokumentar har set Melissa Ritters lægejournal, der bekræfter skaden.

Om sagen med Melissa Ritter skriver Lisa Lents:

- Jeg er aldrig kommet med den udtalelse, som DR skriver. Udover det, har Melissa efterfølgende været i kontakt med mig flere gange og endda hjulpet til under Miss Danmarks arrangementer. Hvis hun var så ked af den "frygtelige behandling", havde hun nok ikke engageret sig i Miss Danmarks events længere.

Ekspert: Grov kontrakt

P1 Dokumentar har gennem otte måneder optrevlet et netværk af tavse kvinder, der har følt sig dårligt behandlet under og efter deres deltagelse i Miss Danmark. Alligevel har de tidligere deltagere ikke turdet brokke sig eller advare andre.

De er nemlig bundet af en kontrakt med en omfattende tavshedspligt.

De 30 kvinder, der hvert år bliver udvalgt til at deltage i konkurrencen, skal skrive under på en kontrakt, inden de må deltage.

Kontrakten pålægger deltageren tidsubegrænset tavshedspligt om organisationen og konkurrencen. Deltagerne må ikke udtale sig negativt om konkurrencen til medierne eller på sociale medier nogensinde. Hvis man bryder de forpligtelser, så har organisationen ret til et bodskrav på 15.000 kroner og derudover en erstatning.

Tidligere deltager Anne-Marie Raunholt fortæller, at hun havde to dage over en weekend til at læse og underskrive den omfattende kontrakt, før den skulle være modtaget med posten i den anden ende.

- Man når ikke engang at få en jurist til at se på dem. Har den i to dage, hvor det er lørdag og søndag. Jeg når at studse over det, ja, men hvordan skal man vide, hvad der er normalt? De var så søde og imødekommende, så jeg tænkte, at det bare var en formalitet, fortæller Anne-Marie Raunholt.

Lisa Lents svarer, at de ikke har haft tilfælde, hvor deltagere har ønsket længere tid til at læse kontrakten igennem, men det ville de naturligvis tillade.

Men aftalen er ikke rimelig, mener adjunkt ved Juridisk Institut på SDU, Christian Schjøler.

- Jeg mener ikke, at sådan nogle vilkår kan dømmes gyldige, fordi det er i strid med aftaleloven og derved er en urimelig aftale, siger Christian Schjøler til P1 dokumentar.

Professor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet Søren Sandfeldt Jakobsen blev forbavset, da han modtog kontrakten og finder det ikke sandsynligt, at kontrakten vil holde i retten.

- Jeg synes, den er grov. Den er så ensidig, at man vil kunne tilsidesætte hele aftalen som ugyldig ved domstolen. Miss Danmark reserverer sig jo alle rettigheder til persondata, ophavsretmateriale, de lægger bånd på, hvor meget kvinderne må tabe sig i vægt, og så kan de komme til at betale erstatning, hvis de tager på. Pigerne har ingen rettigheder, og de kan endda komme til at betale bod og erstatning i mange tilfælde. Så jeg vil gerne angribe hele kontrakten, siger han.

Lisa Lents: Et cirkus uden lige, hvis ingen kontrakt

Louise Sander Henriksen vinder Miss Danmark finalen i 2018, men frasiger sig titlen dagen efter. Her ses hun sammen med Lisa Lents (th.) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

DR har forelagt de forskellige påstande for Lisa Lents, og hun skriver i en mail til os, at hendes advokat, Jens Rye-Andersen, opfatter den kontrakt som en erhvervskontrakt, der er oprettet mellem parterne, og som er fuldt ud balanceret mellem såvel Miss Danmark-deltagernes interesser og firmaets interesser.

Hun uddyber:

- Uden en kontrakt, der stiller krav til deltagerne, vil det blive et cirkus uden lige med så mange unge piger involveret, når de samtidigt konkurrerer med hinanden indbyrdes.