Balkan-soldat: Nu går jeg ud og henter kniven. Det skal overstås

Det knækkede Lars Esbensen at være udsendt på Balkan i 1990'erne. Han har overvejet selvmord flere gange.

Mundingen på en AK-47-riffel blev stukket op i ansigtet på Lars Esbensen. Var hans liv slut nu, tænkte han.

Som soldat var han uddannet til at reagere, men i denne situation måtte han ikke gøre noget. Ikke andet end at kigge manden med riflen i øjnene og forsøge at udvise ro.

Episoden fandt sted på Balkan, som Lars Esbensen var udsendt til for Forsvaret i både 1993 og 1995. Og den var ikke et engangstilfælde. Gang på gang følte Lars Esbensen sig truet uden at måtte vise tegn på magt, fordi han var på fredsbevarende mission, der ikke gav mandat til at gøre modstand.

- De første par gange var jeg ved at skide i bukserne, og det blev aldrig helt en vane. Det bliver ved med at løbe én koldt ned ad ryggen, når man står og kigger ned i mundingen på et våben, fortæller Lars Esbensen.

Tæller med i mørk statistik

Følelsen af afmagt på Balkan har været en medvirkende årsag til, at den nu 47-årige Balkan-veteran ikke kun slæber rundt på dårlige minder. Han har fået diagnosen posttraumatisk stresslidelse (PTSD), og han har flere gange tænkt på at tage sit eget liv.

Han er langt fra alene om at have fået et psykisk brist efter at have været udsendt på Balkan.

En ny rapport fra Center for Selvmordsforskning viser, at 298 soldater har forsøgt at tage deres liv mellem 1995 og 2013. Mere end halvdelen af dem har været udsendt på Balkan.

Samtidig fremgår det, at 43 af de 47 soldater, der er døde af selvmord mellem 1992 og 2013, er Balkan-veteraner.

Filmen knækkede

Det er to år siden, at Lars Esbensen sidst tænkte på at sætte punktum for sit eget liv.

Sammen med en ven så han en aften racerløbet Le Mans hjemme hos sig selv. Han drak halvanden øl og fik det så pludseligt så skidt, at han måtte bede sin ven om at gå hjem.

- Umiddelbart efter knækker filmen for mig. Jeg bliver dårlig og begynder at kaste op. Får det røvhamrende træls. Og så vælter alting ind over mig, husker Lars Esbensen.

Men der er meget, Lars Esbensen ikke kan. PTSD'en gør, at han har social fobi og konstant er på vagt, hvis ikke han er hjemme eller sammen med folk, han kender.

- Hvis jeg er ude at spise, må der helst ikke være for mange mennesker, og jeg skal helst sidde med ryggen mod muren, så der ikke kan komme nogen bagfra. Bilka fredag eftermiddag kan jeg heller ikke klare, siger han.

Langsom erkendelse

Der gik 17 år, fra Lars Esbensen kom hjem fra Balkan første gang, og indtil han fik stillet sin diagnose. Han havde svært ved at erkende, at der var noget galt med ham, og sådan har mange andre veteraner det også, ved han gennem foreningsarbejdet.

I dag skal alle soldater tale med en psykolog og skal ofte gennem et længere behandlingsforløb, når de kommer hjem fra en mission.

Men sådan var det ikke, da man kom hjem fra Balkan i 1990'erne. Derfor synes Lars Esbensen, at der skal mere opsøgende arbejde til for at sikre, at de gamle veteraner ikke lider psykisk uden at modtage hjælp.

- Der mangler, at man tager ud til veteranerne og tager en snak med dem personligt stille roligt og hjælper dem til at tage skridtet, hvis der er noget galt, siger han og tilføjer:

- Hvis man ikke gør det, er jeg bange for, at der kommer flere selvmord i fremtiden.

Hvis du er veteran og har oplevelser, du gerne vil dele med, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til lmas@dr.dk">http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:548048e26187a20d7cf48653

I videoen her kan du høre Lars Esbensen fortælle om den dag for to år siden, hvor han sidst havde voldsomme selvmordstanker (Denne video findes også på DR Nyheders kanal på YouTube. Adressen er YouTube.com/drnyheder).

Han forsøgte flere gange at få fat i sin gode kammerat Jan for at få ham til at komme. Men Jan tog ikke telefonen.

Med hovedet i hænderne satte han sig på sin seng og kunne intet overskue. Han var overvældet af tanker, oplevelser, lyde og lugte og kunne ikke sortere i noget af det. Men én tanke overskyggede alligevel alt andet.

- Jeg kan ikke mere, så jeg tænker, at nu går jeg ud og henter kniven. Nu vil jeg have det overstået.

Da han rejste sig fra sengen, gik døren op, og Jan kom ind.

- Det var min redning, siger Lars Esbensen i dag.

Konstant på vagt

I dag er Balkan-veteranen førtidspensionist og bor på soldaterhjemmet i Aalborg. Her prøver han at få en hverdag til at fungere med PTSD'en som følgesvend.

Han står op, laver kaffe, sidder ved computeren, cykler eller kører en tur, ser sine børn hver eller hver anden måned, og så er han aktiv i foreningen 'War Veterans Danmark - Blood of Heroes'.

(Foto: DR Dokumentar © DR Nyheder)

Men der er meget, Lars Esbensen ikke kan. PTSD'en gør, at han har social fobi og konstant er på vagt, hvis ikke han er hjemme eller sammen med folk, han kender.

- Hvis jeg er ude at spise, må der helst ikke være for mange mennesker, og jeg skal helst sidde med ryggen mod muren, så der ikke kan komme nogen bagfra. Bilka fredag eftermiddag kan jeg heller ikke klare, siger han.

Langsom erkendelse

Der gik 17 år, fra Lars Esbensen kom hjem fra Balkan første gang, og indtil han fik stillet sin diagnose. Han havde svært ved at erkende, at der var noget galt med ham, og sådan har mange andre veteraner det også, ved han gennem foreningsarbejdet.

I dag skal alle soldater tale med en psykolog og skal ofte gennem et længere behandlingsforløb, når de kommer hjem fra en mission.

Men sådan var det ikke, da man kom hjem fra Balkan i 1990'erne. Derfor synes Lars Esbensen, at der skal mere opsøgende arbejde til for at sikre, at de gamle veteraner ikke lider psykisk uden at modtage hjælp.

- Der mangler, at man tager ud til veteranerne og tager en snak med dem personligt stille roligt og hjælper dem til at tage skridtet, hvis der er noget galt, siger han og tilføjer:

- Hvis man ikke gør det, er jeg bange for, at der kommer flere selvmord i fremtiden.

Hvis du er veteran og har oplevelser, du gerne vil dele med, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til lmas@dr.dk

Facebook
Twitter