Bandekonflikt rammer 29 uskyldige

29 uskyldige personer er blevet ofre i bandekonflikten. En rundringning lavet af DR Nyheder viser, at ingen endnu er blevet tiltalt eller dømt i sagerne. Fortæl her hvad du mener, politi og politikere kan gøre.

Et af de uskyldige ofre for bandekonflikten viser sit skudsår i TV AVISEN. (© DR)

Mens rocker- og indvandrerbander bekæmper hinanden på trettende måned, er 29 uskyldige mennesker foreløbigt blevet ofre i den verserende konflikt.

Det viser en rundringning DR Nyheder har lavet til landets politikredse. Politiet oplyser samtidig, at der endnu ikke er rejst tiltale i en eneste af sagerne, hvor to uskyldige er blevet dræbt.

Forvekslet med bandemedlemmer

Tilfældige forbipasserende er blevet fanget i skudepisoder og uskyldige er blevet forvekslet med bandemedlemmer og stukket ned.

Senest blev to mænd på 20 og 24 år overfaldet på Nørrebro 22. august. De blev både sparket i hovedet og slået med køller. Ligesom de resterende 27 havde ingen af de to mænd forbindelse til bandemiljøet.

Svært for politiet

Politiet har svært ved at løfte bevisbyrden i de sager, hvor uskyldige og tilfældige borgere bliver ramt i den verserende bandekonflikt, forklarer lederen af Rigspolitiets nationale efterforskningscenter, Kim Kliver:

- Det er utroligt svære miljøer at efterforske i. Vi får ingen hjælp fra nogen af parterne. Politiet må altså lægge hele billedet selv. Men jeg vil dog sige, at i en tredjedel af sagerne, hvor der er ramt personer, er der sket sigtelser og anholdelser, siger han.

Sidder varetægtsfængslet

Adskillige af de bandemedlemmer, der sigtes for at stå bag overfaldene, sidder varetægtsfængslet. Alligevel er der endnu ikke rejst tiltale i en eneste sag, ligesom der ikke er faldet dom i nogen af sagerne.

I Odense sidder flere varetægtsfængslet. En enkelt sag ligger hos statsadvokaten, men det er endnu usikkert, om der er beviser nok til at rejse tiltale. I flere andre sager har politiet helt opgivet at rejse tiltale.

Deltag i debatten nederst på siden.

Hvad mener du politikere og politi kan gøre for at stoppe bandekonflikten?

Facebook
Twitter