Bandeleders flugt bliver hyldet på sociale medier

Støtter af banden NNV fejrer voldsom flugtaktion, der bragte lederen på fri fod.

Politiet var i aftes massivt til stede i området omkring psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus på grund af flugten. Gerningsmændene er stadig på fri fod. (Foto: Pressefotos.dk © Scanpix)

'Haha, all cops are bastards'

'Ingen er fucking over, alle er under os'

Sådan lyder nogle af kommentarerne på de sociale medier fra støtter af banden NNV, der står for Nørrebro-Nordvest.

Det handler om 24-årige Hemin Dilshad Saleh, som i aftes fik hjælp til at flygte fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse.

- Lidt før klokken 17 bliver der rettet henvendelse til en psykiatrisk afdeling i Slagelse, siger politiinspektør fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver.

- Og i den forbindelse opstår der en situation, hvor der bliver truet med våben. En person bliver i den forbindelse befriet, og under befrielsessituationen bliver der afgivet et skud, siger han.

Justitsminister Nick Hækkerup har nu krævet en redegørelse fra de relevante myndigheder om, hvordan fangen kunne slippe fri. Han kalder fangeflugten "mærkværdig" og forventer, at redegørelsen er klar til januar.

Politiet har efterlyst Hemin Dilshad Saleh og de gerningsmænd, som hjalp ham med at flygte. Det er endnu ikke lykkedes at finde nogen af dem.

- Vi har set sådan nogle flugter her før, men typisk bliver den befriede og eftersøgte fanget igen. Nogle gange hurtigt, andre gange tager det lidt længere tid, siger DR's retsreporter, Louise Dalsgaard.

Ifølge politiet skal almindelige borgere ikke være bekymrede på grund af flugten. Hvis man ser noget mistænkeligt, så skal man kontakte politiet og ikke selv begynde en konfrontation med vedkommende, lyder det fra politiinspektør Kim Kliver.

En synlig bande

Banden NNV har rødder i det ydre Nørrebro i København. Og den er meget synlig lige nu.

- Banden er lige nu involveret i en voldelig konflikt, og ifølge politiet ser man dem rundt omkring i København med skydevåben. Man ser også banden bedrive såkaldt vagtvirksomhed, hvor de stopper folk, der kommer ind på forskellige områder, siger Louise Dalsgaard.

Gruppen blev dannet i midten af september 2018, efter at Brothas blev splittet op.

- De to grupperinger har tidligere været venner, men nu er de i konflikt, siger Louise Dalsgaard.

To ledende medlemmer af den daværende bandegruppering beholdt navnet Brothas, mens den resterende del af gruppen skiftede navn til NNV.

Gruppen har dannet alliancer med bandetyper fra blandt andet Valby, Herlev og Køge og er kendetegnet ved at have synlige logoer.

Håndgranater og skydevåben

Sidst vi hørte til konflikten mellem NNV og Brothas var i oktober, hvor der blev kastet en håndgranat mod en vandpibecafé på Amagerbrogade. Flere ruder i facaden blev smadret, men ingen kom til skade.

Her mente politiet nemlig, at det var bandegruppen NNV, der ville gå efter personer fra den rivaliserende bande på caféen. Noget, der også var sket året før, hvor de to grupper også lå i konflikt med hinanden.

I den nuværende konflikt mellem Brothas og NNV har der været adskillige andre endnu mere alvorlige episoder. Blandt andet i september, hvor en 22-årig mand blev dræbt af skud i Ishøj.

Opdateret med justitsminister Nick Hækkerups krav om en redegørelse.