Banden LTF er forbudt fra i dag

Nu er det ulovligt at være medlem af Nørrebrobanden Loyal to Familia.

Loyal to Familia lå senest i konflikt med grupperingen Brothas, som har sit udspring omkring Mjølnerparken på Nørrebro i København. Det mundede ud i adskillige skyderier. Arkivfoto. (Foto: Scanpix danmark stf © Scanpix)

Et straksforbud mod banden Loyal to Familia, LTF, træder i kraft dags dato.

Det oplyser Københavns Politi.

Det betyder, at det fra i dag for eksempel vil være ulovligt at optræde i bandens bluser med "LTF" eller "Loyal to Familia" påtrykt.

- Man vil kunne blive anholdt og sigtet for at bære synlige LTF-kendetegn på for eksempel trøjer, kasketter eller lignende, oplyser Københavns Politi.

Forbuddet gælder i hele Danmark.

Det vil også være ulovligt at videreføre foreningen, og politiet kan fra nu af forbyde folk med tæt tilknytning til LTF at opholde sig på bestemte steder.

Straksforbuddet kommer, efter at Justitsministeriet og Rigsadvokaten i slutningen af juni oplyste, at de vil køre en retssag mod banden ved de danske domstole for at få den opløst.

De mener nemlig, at banden er en forening med et ulovligt formål.

Men inden sagen bliver afgjort af de danske domstole, kan myndighederne administrativt forbyde foreningen foreløbigt, lyder det i grundloven.

Og det er det, som sker i dag.

Københavns Politi holder pressemøde om forbuddet kl. 10. Følg det direkte her på dr.dk.

En aktiv spiller i bandekonflikt

Initiativet til at få forbudt banden tog justitsminister Søren Pape Poulsen (K) allerede sidste år.

Det skete efter adskillige skyderier i forbindelse med en bandekonflikt, der blandt andet udspillede sig på Nørrebro i København, hvor tre personer blev skuddræbt.

På det tidspunkt regnede Rigspolitiet med, at "Loyal to Familia" havde over 200 medlemmer. Dermed var bandegrupperingen den største i Danmark.

En række af grupperingens medlemmer sidder i dag i fængsel for meget alvorlige forbrydelser.

Flere af dem har fået domme for drabsforsøg, våbenbesiddelse, afpresning og grov vold og har fået lange fængselsstraffe, fordi en særlig bandeparagraf i straffeloven gør det muligt at straffe bandekriminalitet ekstra hårdt.

Facebook
Twitter