Bander kræver beskyttelsespenge

- Du bor i vores distrikt. Med de ord fik Helene besked fra indvandrerbanden fra Blågårds Plads om, at hun skulle betale beskyttelsespenge, skriver Berlingske Tidende.

Bandekrigen har taget endnu en ubehagelig drejning. En stribe forretninger rundt om i København er blevet afkrævet beskyttelsespenge af indvandrerbander.

Det skriver Berlingske Tidende.

I avisen træder Helene fra Nørrebro frem og fortæller, hvordan drengene fra Blågårds Plads på Nørrebro ringede på døren mandag 21. september med beskeden om, at hun har sin forretning i deres distrikt og derfor må betale.

Aflevere overvågningsbånd til politiet

Men hvad bandemedlemmerne ikke havde regnet med var, at Helene i sin klinik har overvågningskamera.

Filmen har hun afleveret til politiet, som i næste uge fremstiller den ene af drengene i byretten anklaget for at ville brænde forretningen ned, hvis ikke Helene betalte beskyttelsespenge.

- De bruger dig som en dankortautomat, og der er ikke spor beskyttelse i det. Står de en aften og skal i byen, så må du betale. Ad libitum. Det var også derfor, at de ikke nævnte noget beløb, men jeg har ikke lyst til at være deres dankortautomat, fortæller Helene, som driver en SM-klinik på Nørrebro til Berlingske Tidende.

Politiet er rystet over udviklingen

Lederen af bandeenheden i Københavns Politi, Henrik Svindt, er rystet over udviklingen.

- Det er fuldstændig vanvittigt. Det er så lidt dansk, som noget kan være og derfor er det vigtigt, at politiet får et hint af borgerne, og man ikke bare trækker gardinerne for. Så vil det lykkes banderne at sætte sig på kvartererne. I stedet må man sige: Det vil vi ikke være med til, siger han til avisen.

Krigen har betydet, at både bander og rockere ikke har haft ro til tjene penge. Beskyttelsespenge er derfor blevet et nyt middel til hurtige penge, siger politiet.

Facebook
Twitter