Bander, terrorisme og global opvarmning: Det bekymrer vores børn mest i dag

Angsten for terror og klimaforandringer fylder meget i børns bevidsthed, mener Børns Vilkår.

- Jeg er mest bange for global opvarmning, fordi hele vores verden kan gå under, og det er vores egen skyld, fordi vi forurener så meget, siger 12-årige Whitney Laurielle Zoham.

Whitney Laurielle Zoham går i 6.y på Sankt Ansgars Skole på Nørrebro i København. Hun er som mange andre børn bekymret for sin fremtid.

I en ny analyse fra FN's børneorganisation, Unicef, fortæller flere end 11.000 børn fra 14 lande rundt om i verden, hvilke bekymringer de har for deres fremtid.

I de senere år er der blevet flere, der er blevet bange eller angste.

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

- De er mest bekymrede for vold, manglende uddannelse og fattigdom. Og det er selvfølgelig tre ting, som ofte hænger sammen, siger Unicefs generalsekretær Steen M. Andersen.

Flere danske børn er bange

Selvom danske børn ikke har deltaget i undersøgelsen, så er danske børn også bekymrede for deres fremtid, fortæller Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.

- I de senere år er der blevet flere, der er blevet bange eller angste. Det er bekymrende, at vores børn bliver mere angste, siger han.

Det er særligt angst for terror, klimaforandringer og fremtiden, der fylder meget i de danske børns hoveder, fortæller Rasmus Kjeldahl.

Det bekymrer børn

Unicef har talt med mere end 11.000 børn og unge i alderen 9-18 år i Brasilien, Indien, Japan, Kenya, Malaysia, Mexico, Holland, New Zealand, Nigeria, Egypten, Sydafrika, Tyrkiet, Storbritannien og USA.

Analysen kortlægger, at børnene i alle lande angiver terrorisme, dårlig uddannelse og fattigdom som de største udfordringer, de synes, verdens ledere skal tage hånd om.

I alle lande er vold den største bekymring for børn. 67 procent bekymrer sig ’meget’.

Omkring 4 ud af 10 børn bekymrer sig ’meget’ om den uretfærdige behandling af flygtninge- og migrantbørn i verden.

Kilde: Unicef

Bander, terrorisme og global opvarmnin er noget af det, som bekymrer de danske børn mest i dag. (© dr)

DR Nyheder har spurgt eleverne på Nørrebro om, hvad de frygter mest i fremtiden. Her har de fået valgmuligheder som terrorisme, dårlig uddannelse og fattigdom. Der er dog stor enighed om, at det er terror, som fylder meget i børnenes hoveder.

- Jeg frygter mest terrorisme. Selvfølgelig skal man ikke være bange for det, men det går ud over tilfældelige mennesker. Det kan jo ramme alle, fortæller Whitney Laurielle Zoham.

Også Fatima Zahra Zahid, der går i 7.z på Sankt Ansgars Skole, er bange for terrorangreb:

- Terrorisme burde stoppe. Hvis der er terrorisme, så kan man ikke blive til noget, fordi man har frygt. Og frygt lader ikke en blive til noget.

Nære konflikter bekymrer også

Bandekonflikten i København fylder også meget i de unges hoveder.

- Jeg er bange for de der bander, for jeg synes, at det er skræmmende, at der er så mange mennesker, der er blevet ramt af skud, fortæller 10-årige Julie Larsen, der går i 5.x på Sankt Ansgars Skole.

Konflikten mellem banderne på Nørrebro har også fået hende til at tænke på at miste, og det er noget, som også fylder.

- Jeg er mest bange for at miste nogen i fremtiden. Altså hvis jeg fik en familie, så ville jeg være bange for at miste dem, fortæller Julie Larsen.

Ifølge Rasmus Kjeldahl bliver børn i dag udsat for meget store problemstillinger, og det er derfor, at de er mere angste end tidligere.

- Børn bliver i dag udsat for store og voldsomme problemstillinger i en alder, hvor de ikke rigtig kan kapere det. Man kan ikke gå og bære verdens fremtid på sine skuldre, når man er 10 år, siger Rasmus Kjeldahl.

Derfor opfordrer han forældre til at tage en snak med børnene, så begivenhederne bliver sat i perspektiv.