Bandetatovering kan fælde tiltalt for drabsforsøg i egne rækker

Kendt medlem af Nørrebro-banden er anklaget for grov vold og drabsforsøg

Nørrebro-banden Loyal To Familia blev administrativt forbudt i september 2018. Lige nu behandler byretten, om forbuddet skal stå ved magt, selvom vi egentlig har foreningsfrihed i Danmark. (Arkiv) (Foto: Scanpix danmark stf © Scanpix)

Intern afstraffelse for at forlade banden Loyal to Familia (LTF).

Det var ifølge politiet grunden til, at et mangeårigt medlem af LTF overfaldt og forsøgte at skyde et andet LTF-medlem, 24-årige Ari Hussein, den 8. marts sidste år.

I dag begyndte sagen mod det 28-årige LTF-medlem, der ifølge anklageskriftet ikke ramte den Ari Hussein med skuddene, men efterfølgende overfaldt ham.

I retten kunne tilhørerne i dag se overfaldet. Det blev filmet af et vidne med mobiltelefon, og på billederne kunne man se en gerningsmand slå og sparke Ari Hussein, mens han lå ned.

Ifølge politiet blev Ari Hussein under overfaldet slået flere gange med en genstand - formentlig den pistol, som gerningsmanden lige havde forsøgt at dræbe ham med.

Han fik syningskrævende skader i hovedet og flækkede flere tænder i overmunden.

Tiltalt har LTF-tatovering på hånden

I retten i dag gennemgik anklageren en del af politiets bevismateriale i sagen, blandt andet flere overvågningsvideoer fra gerningsnatten.

En af videoerne viser gerningsmanden flygte efter overfaldet. På billederne tager han et par handsker af sine hænder.

Politi og anklagemyndighed mener, at personen på videoen ligner den tiltalte med mørkt længere hår, og at personen på billederne har en stor tatovering på hånden.

Det samme har den 28-årige tiltalte. På politiets billeder af den tiltalte kan man se, at der stort står "LTF" henover hans håndryg, og politiet mener, at der netop er tale om den tiltalte.

- Er det dig på billederne? spurgte anklageren i dag, da den 28-årige mand afgav vidneforklaring i retten.

- Nej, det er det ikke, svarede han kort.

- Det er ikke den samme hånd, vi ser her?

- Nej, lød det korte svar. Den 28-årige mand nægter sig skyldig i alle anklager.

Offeret for overfaldet, Ari Hussein, er tidligere blev interviewet af DR, fordi han kæmpede med den kurdiske militis,YPG, i forskellige fronter mod terrororganisationen Islamisk Stat. Han blev dræbt 15. marts 2018.

Offer skuddræbt ugen efter

Ifølge politiet skete overfaldet, fordi Ari Hussein ville forlade Loyal To Familia.

24-årige Ari Hussein ville kun kort udtale sig om overfaldet til lægepersonalet, da han blev undersøgt på gerningsnatten. Han ville på det tidspunkt ikke tale med politiet om årsagen til overfaldet.

Og politiet fik aldrig Ari Husseins forklaring, fordi han præcis én uge efter overfaldet blev fundet dræbt i Valbyparken.

- Det er et drab, som politiet endnu ikke har opklaret, men som de arbejder på endnu, lød det fra anklageren i retten i dag.

Det var en hundelufter, der fandt den 24-årige Ari Hussein. Han var ramt af flere skud. Politiet har ikke på noget tidspunkt anholdt nogen i drabssagen.

I retten fortalte den 28-årige tiltalte, at han var venner med Ari Hussein, som han hang ud med sammen med andre venner. Han havde ikke hørt, at Ari Hussein ville forlade LTF, sagde han.

Den tiltalte mener selv, at han sov hos en kammerat på natten for det voldelige overfald i marts, men han har ikke nogen, som kan bekræfte det.

- Som sagt kan jeg ikke huske, hvor jeg skulle have sovet den nat, sagde han.

Anklagemyndigheden kræver den 28-årige tiltalte udvist af Danmark, hvis han bliver kendt skyldig i sagen.

Der forventes dom i slutningen af juni.

Facebook
Twitter