Bandidosrocker får livstid for tredobbelt drab

Manden er dømt for at have skudt og dræbt tre mænd i en lejlighed på Frederiksberg.

De tre ofre i sagen lå og sov, da de bliv skudt og dræbt af den dømte. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Fængsel på livstid.

Sådan lyder Østre Landsrets dom til bandidosrockeren Ian Ramm Hansen, som er kendt skyldig i at have deltaget i likvideringen af tre unge mænd den 11. november 2015.

Den 26-årige Benyamin Rahimi er også dømt i sagen. Han får 12 års fængsel for at have taget del i forberedelserne.

I Retten på Frederiksberg blev de to idømt henholdsvis livstid og ti års fængsel.

Ofrene lå og sov

Drabene skete i en lejlighed på Christians Paulsens Vej på Frederiksberg, mens Philip Farcinsen Leth Rasmussen, Suhaib Khalil Jaffar og Mike Patrick Vinther lå og sov.

Ifølge landsretten var mindst to gerningsmænd i lejligheden, hvor de tre unge mænd blev skudt og dræbt med et haglgevær og en revolver.

Den ene af de to gerningsmænd var den tidligere Bandidos-krigsminister Ian Ramm Hansen, slår retten fast. Hvad angår Benyamin Rahimi, så har landsretten i skyldkendelsen ikke taget stilling til, om han var i lejligheden.

Gerningsmand har bipolar affektiv sindslidelse

Anklager Kristian Kirk krævede livstid til Ian Ramm Hansen, mens 14 års fængsel eller forvaring ifølge anklageren ville være passende til Benyamin Rahimi.

Sidstnævnte er siden landsretten blevet mentalundersøgt. Det viser sig, at han har bipolar affektiv sindslidelse - tidligere kendt som maniodepressiv psykose.

Han vil derfor først skulle anbringes på en psykiatrisk afdeling. Ifølge retten var han dog ikke utilregnelig på gerningstidspunktet.

Overvejer Højesteret

Den dømte bandidosrocker var ikke selv til stede i landsretten for at høre afgørelsen torsdag.

Men hans advokat, Berit Ernst, oplyser, at hun og hendes klient nu vil overveje, om sagen skal tages til Højesteret.

- Jeg kan sagtens forstå, at hvis man er blevet dømt for et tredobbelt drab, så har man lige brug for at sunde sig lidt, siger forsvareren.

/ritzau/