Banedanmarks nye signalsystem er endnu engang forsinket: 'Vi har allerede ventet rigtig længe'

Leverandøren er så forsinket, at pendlere i Østdanmark ikke kan få svar på, hvornår det nye signalsystem er klar.

Banedanmarks nye signalprogram lader vente på sig - så meget, at de ikke engang kan sige, hvornår det er klar. (Foto: © Michael Bager, © Michael Bager bager@fyens.dk www.fyens.dk www.michaelbager.dk)

Som togpendler er man med stor sandsynlighed stødt på ordet "signalfejl" på en af sine mange ture til eller fra arbejde.

Ordet er ofte forbundet med stillestående tog, forsinkelser eller aflysninger.

Og meget tyder på, at pendlerlivet ikke har udsigt til de store forbedringer - i hvert fald ikke hvis du rejser i dele af Østdanmark.

For Banedanmarks leverandør, Alstom, har så svært ved at levere planerne for udrulningen af et nyt signalsystem i landsdelen, at Banedanmark ikke kan give klart svart på, hvornår en række strækninger får nye, digitale signaler.

Det fremgår af den seneste statusrapport fra Banedanmark.

- Det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, og derfor er vi også i meget tæt dialog med dem om, hvordan vi blandt andet kan få signalsystemet til Svendborgbanen leveret hurtigst muligt, siger anlægsdirektør i Banedanmark, Peter Jonasson.

Det nye signalsystem, der blev vedtaget i 2009, skulle ellers have været færdigt og klar til brug på Svendborgbanen i slutningen af 2025.

Udover Svendborgbanen, der løber mellem Svendborg og Odense, så er strækningen mellem Roskilde og Kalundborg og strækningen mellem København H og Peberholm i Øresund også ramt af usikkerhed om, hvornår det nye signalsystem kommer.

Alstrom har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en kortfattet kommentar til DR, at signalsystemet er det første af sin art i Europa, og er et 'ekstremt komplekst projek'.

- Der sker betydelige fremskridt hele tiden. Vi arbejder tæt sammen med Banedanmark samt med danske operatører om alle aspekter af projektet for at nå vores målsætninger og sikre levering til tiden, lyder det skriftlige svar fra firmaet.

Pendler: 'Det er rigtig træls'

Spørger man Ann Røjkjær, der dagligt pendler på Svendborgbanen, er det "rigtig træls" med de manglende udsigter til det nye signalsystem.

Hun administrerer Facebook-gruppen "Passager på Svendborgbanen", og ifølge hende er signalfejl den hyppigste årsag til forsinkelser på strækningen.

Ann Røjkjær administrere Facebook-gruppen "Passager på Svendborgbanen". Hun er frustreret over at skulle vente endnu længere på det nye signalprogram.

- Vi har allerede ventet rigtig længe på de nye signaler, og nu er vi der, hvor vi ikke engang ved, hvornår de kommer. Det bliver bare skubbet endnu længere ud i fremtiden, siger hun.

Derfor mener hun, at Banedanmark bør presse Alstom mere for at få leveret signalsystemet som aftalt.

Ifølge Peter Jonasson fra Banedanmark så er der flere årsager til, at det nye signalsystem fra Alstom er blevet forsinket. Det skyldes både problemer med software-udvikling og problemer med den "konkrete udrulning på de forskellige stræk", forklarer han.

- Den gode nyhed er, at det er lykkedes os at få ibrugtaget systemet mellem Vigerslev og Ringsted, og derfor er vi også fortrøstningfulde omkring, at det nok skal lykkes at få rullet det nye system ud på Svendborgbanen.

Et ufærdigt system

Kristian Madsen er ingeniør med mere end 40 års erfaring fra Banedanmark og DSB.

Han peger på, at man i tidernes morgen bestilte et signalsystem, der ikke var færdigudviklet.

Ifølge ham er systemet indtil videre kun installeret på enkelte togstrækninger rundt omkring i Europa.

Pendlerlivet kan være besværligt. For rejsende i dele af Østdanmark ser det nu ud til at kunne blive endnu mere frustrerende. (Foto: © Kasper Palsnov, Kasper Palsnov)

- Der er rigtig mange komponenter, der skal indgå i det nye signalsystem, som der stadigvæk udvikles på, siger han.

Peter Jonasson forklarer, at Banedanmark sammen med Alstom nu har fået lavet et såkaldt tredjeparts-review af et "internationalt anerkendt software-hus". De har haft til opgave at gennemgå leverandørens processer samt samarbejdet mellem Banedanmark og Alstom.

- Den rapport er nu kommet, og den peger på en række forhold, som vi sammen med Alstom kan forbedre. Vi har aftalt med Alstom, at vi nu går i gang med at følge den her rapport, så vi får forbedret de her ting, siger Peter Jonasson.