Bare bryster og eventyrlige historier

Da ugebladet Ugens Rapport ramte de danske læsere i starten af 1970’erne blev det starten på en ti år lang succes. Kurt Thybo var en af mændene bag historierne om sport, kriminalitet og unge, nøgne kvinder.

- Det er aldrig sket før, det er aldrig sket siden, det kan aldrig gentages. It was a magic moment in time.

Sådan beskriver journalisten Kurt Thybo de ti år, hvor han var redaktør for Ugens Rapport. Han gør det tirsdag aften på DR2 i en dokumentarudsendelse om ugebladet.

Tilbage i 1970'erne blev Ugens Rapport en kæmpe succes for Aller-koncernen, og på et tidspunkt var oplaget helt oppe over 200.000. Det gjorde Ugens Rapport til det tredje mest læste ugeblad i Danmark.

- Der var ikke bare en niche. Der var et kæmpe, åbent hul i markedet, siger Kurt Thybo blandt andet om ugebladets massive succes.

Work hard - party hard

Indholdet i ugebladet var en blanding af historier om sport, kriminalitet og eventyrlige reportager fra hele verden, og så var der selvfølgelig også artiklerne med billeder af unge, smukke og nøgne kvinder.

Ugens Rapport blev lavet en lille redaktion af journalister, der fra 1971 til 1981 blev ledet af Kurt Thybo.

I tirsdagens dokumentarprogram beskriver de tidligere medarbejdere Kurt Thybo som en redaktør, der levede og åndede for sit job.

Han arbejde nærmest i døgndrift, og var, som mange andre af de ansatte ved Ugens Rapport, fast del af det meget festlige natteliv i København.

"Work hard, party hard", er et af de mange begreber, Kurt Thybo beskriver tiden på Ugens Rapport med.

Tiden var mere uskyldig og fri

Samtidig mener han, at rigtig meget i det danske samfund er forandret siden de glade og frie dage dage på Ugens Rapport.

- Der var en anden kultur og livsstil. På en gang mere uskyldig og mere fri end i dag. Jeg synes, at vi i dag lever i en meget stram og puritansk tid. Jeg synes, at man i dag bliver strammet ind i grusomme mentale spændetrøjer, entusiasme er ikke et respekteret begreb i dag, fastslår Kurt Thybo.

Han slutter:

- That kills allot of creative people.

Du kan se "Rapport - lige på og hårdt" tirsdag aften klokken 21.50 på DR2.

Facebook
Twitter