Barer lukker ikke ved midnat: Bliver lavet om til privatfester

Københavns Politi har indtil videre sigtet en bar for ikke at overholde lukningskravet klokken 24.

Københavns Politi har indtil videre sigtet en bar for at omgås reglerne. (ARKIV) (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

Musikken spiller, øllene flyder, og der masser af festhumør.

Men når klokken slår 24, så skal alle barer og restauranter lukke ned ifølge regeringens coronarestriktioner. Det er kun private fester, hvor gæster og arrangører kender hinanden godt, som må fortsætte til den lyse morgen.

Det er dog ikke alle barer, som overholder reglerne.

- Vi har set nogle eksempler på, at når klokken nærmer sig 24, så sætter man et skilt på døren, om at nu er der privatfest, siger ledende politiinspektør I Københavns Politi, Peter Dahl.

I fredags sigtede Københavns Politi en bar for ikke at overholde lukningskravet, og derfor vil man de kommende weekender holde særligt øje med problemet.

- Hvis vi ser et sted, hvor der står privatfest på døren, så vil vi banke pænt på og prøve på at konstatere, om der er tale om en privatfest eller almindelig værtshusdrift, som fortsætter efter midnat.

DR Nyheder kender til flere eksempler, hvor københavnske barer omgår reglerne. Det kan ske ved at uddele armbånd, skrive gæster på en liste eller låse døren indefra og udråbe festen til en 'fødselsdag'.

Horesta: Vi kender til problemet

Hos brancheorganisation Horesta kender man også til problemet.

- Det er noget, som vi har hørt fra et par steder nu, siger Kristian Nørgaard, politisk konsulent i organisationen, og forsætter:

- Der var en række ansvarlige politikere, som før sommerferien tillod, at man kunne få lov til at holde fester efter klokken 24, hvis der var tale om et privat arrangement. Det skal selvfølgelig ikke misbruges, siger han.

Men han kan godt forstå, at flere barer bliver fristet til det.

- Lige nu er der mange restriktioner, både på antallet man lukker ind i forhold til kvadratmeter krav, til afstandskrav, og hvornår man må lukke. Det sidste krav betyder, at den meget store omsætning, man laver mellem 24 og 05, er væk.

- Jeg har stor forståelse for, at man får rigtige privatfester ind - men altså ikke dem, hvor der kommer et stykke papir rundt, som man kan skrive sit navn på og fortsætte efter midnat. Den slags tager vi selvfølgelig afstand fra.

Politiets vurdering

I Justitsministeriets retningslinjer fra 11. juni hedder det, at barer og restauranter fra den 13. juni gerne må holde åbent længere, hvis der er tale om et privat arrangement som bryllupper, sølvbryllupper, konfirmationsfester, studenterfester, fødselsdage og lignende arrangementer.

Der står dog i retningslinjerne, at det er en forudsætning, at "deltagerne kender hinanden i forvejen, forudsat at kun personer, der deltager i arrangementet, har adgang til serveringsstedet".

Det er derfor op til politiet at vurdere, om der er tale om en privatfest eller et offentligt arrangement.

- Måden, vi vil prøve at konstatere det her på, er, at vi hører, om gæsterne kender hinanden, og hvad anledningen er. Det er forholdsvis nemt at komme ind på et værthus og se, om der bliver holdt fødselsdag eller barnedåb, eller om det er almindelig værtshusdrift, siger Peter Dahl.

Hverken Østjyllands Politi eller Nordjyllands Politi har eksempler på, at barer bliver lavet om til privatfest ved midnat.

- Men vi er selvfølgelig opmærksomme på problemet, efter vi har hørt om det fra en anden politikreds, lyder det fra Henrik Skals, vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi.

Folk fester alligevel

Selvom det ikke har været muligt at feste på samme måde, som før landet lukkede ned 11. marts, så har det bestemt ikke holdt folk tilbage.

Ifølge landets politikredse har unge taget nattelivet nye steder hen under nedlukningen af Danmark.

En opgørelse fra landets politikredse tilbage i slutningen af juni viser, at politiet havde modtaget 74 procent flere anmeldelser om 'musik til ulempe', fordi folk enten har flyttet festen ud i parker, haver eller hjem i lejligheden, fordi nattelivet lukker ned klokken 24.

Og i løbet af juli har politiet også haft travlt med at rykke ud til privatefester, hvor der var lidt for meget gang i den. Det er fremgået af flere af politikredsenes døgnrapporter.

Efter planen skal nattelivet igen åbne i forbindelse med fase fire. Partilederne er indkaldt til forhandlinger den 12. august.

Facebook
Twitter