Barerne kan forlænge åbningstiderne, og snart må klubberne åbne: 'Jeg kan ikke huske, hvordan man tager på klub længere'

Efter ny aftale må serveringssteder sælge alkohol og holde åbent frem til midnat, og natklubber må åbne den 1. september.

Fra på fredag kan du igen bede om en ekstra omgang efter klokken 22. (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix. Illustration: Sandra Bertelsen)

Siden den 21. april har barer og restauranter landet over skulle lukke for hanerne med de våde varer klokken 22, og gæsterne skulle forlade matriklen klokken 23.

Men fra på fredag er det slut.

Der må både hanerne og serveringsstedet holde åbent frem til midnat.

Det står klart, efter en ny genåbningsaftale blev indgået tidligt i morges blandt folketingets partier - på nær Nye Borgerlige.

Og det vækker stor begejstring.

- Vi er sindssygt glade. Det er to timer ekstra, fordi vi ikke skal stoppe med at servere klokken 22. Vi kommer til at få flere personer ind, så det betyder rigtig meget for os, siger medejeren af baren Southern Cross Pub i København, Rob Wind.

Claudia kommer fra Polen og har kun haft mulighed for at opleve de danske natklubber enkelte gange. (Foto: August Olaf Jersild DR Nyheder)

Men det er ikke kun barejerne, der glæder sig over den nye genåbningsaftale.

- For mig giver det ikke mening at tage på bar, hvis de ikke udskænker efter 22. Det er der festen starter. Hvis jeg tager på bar, ville jeg gerne kunne være der i længere tid, end jeg har kunnet førhen. Så jeg synes, at det er godt, fortæller 26-årige Claudia Witkowska, der studerer Advanced Migration Studies til daglig.

Og det er Ida Mikkelsen på 26, der også er studerende, enig i.

- Jeg synes, at det er dejligt. Det giver et større råderum. Nogle gange beslutter man sig først senere for at tage ud. Og hvis man ved, at baren alligevel lukker om en time, så kan det ikke rigtig betale sig, siger hun.

- Så jeg synes, at det er vildt rart. Folk stimlede alligevel sammen, efter barerne lukkede, fortsætter hun.

Klubbranchen jubler - men der er også betænkligheder

Det er ikke kun barerne, der kan se frem til flere gæster. For fra den 1. september kan klubber og diskoteker igen slå dørene op for alle de dansehungrende. Selvom de bedste moves måske efterhånden er glemt for nogen.

Med den nye aftale stopper brugen af mundbind også gevaldigt. Men for Danielle er det efterhånden svært at forestille en verden uden. (Foto: August Olaf Jersild DR Nyheder)

- Jeg kan ikke engang huske, hvordan man tager på klub længere. Det bliver helt underligt at komme ud igen, men jeg glæder mig meget, fortæller 22-årige Danielle Baltersen, der studerer jura.

Hos REKOM, der ejer 92 natklubber, bodegaer og barer landet over, er begejstringen heller ikke til at tage fejl af.

- Ja, vi er glade. Og det er vi af flere årsager. Vi er glade for, at vi har fået vished i forhold til, hvornår vi må åbne. Derudover er vi glade for, at der er blevet lyttet til os. Man har forstået præmissen om, at man ikke kan åbne en natklub med et hav af restriktioner, siger Lars Børsting, politisk direktør i REKOM.

Aftalen giver også plads til visse betænkligheder.

- Der, hvor vi bliver lidt bekymrede, er, at coronapasset er et krav i den første måned, hvor vi kan åbne. Coronapasset kræver testkapacitet, og hvis den ikke er der til den tid, kan det blive et problem, når vores kunder vil på natklub, siger Lars Børstning.

- Den praktiske håndtering er dog ikke noget problem, afslutter han.

'Der er nogle knaster rundt omkring'

For Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, er lempelserne på barerne lidt af en 'knast' i den nye genåbningsaftale.

- Jeg havde gerne set, at man havde ventet til starten af juli, hvor vi ud fra forudsigelserne står i en meget bedre situation. Jo længere tid du er der, og jo mere alkohol, du har indtaget, des større er risikoen for at blive smittet, siger han.

Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital, forudser dog, at smitten er til at kontrollere med den nye aftale.

- I den kommende tid tror jeg, at vi kommer til at se et ret stort fald i smittetal og indlæggelser. Der kan komme smitteudbrud som følge af, at nattelivet åbner, og forsamlingsloftet løftes, men det forventer jeg kan håndteres, lyder det fra Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk