Barn af jødisk flygtning: Flugten sidder i mit DNA

Børn af jøder, der flygtede til Sverige i oktober 1943, er mærket af forældrenes flugt hele livet, fortæller journalist Hanne Foighel.

”Der var I heldige drenge”, sagde chaufføren i en taxa, der stod og ventede foran Helsingør station en dag i begyndelsen af oktober i 1943.

Chaufføren talte til min far, der var 15, hans bror, der var 17, og en tredje jævnaldrende kammerat.

De tre jødiske teenagedrenge var netop ankommet til Helsingør med toget. De var på flugt. På vej til Ålsgårde, et lille fiskerleje 7-8 km nord for Helsingør, for at finde en mand, de havde navnet på, som kunne hjælpe dem med at komme i sikkerhed til Sverige. Som et slet skjult alibi havde de købt returbilletter til Gilleleje.

Alt det stod åbenbart skrevet i deres ansigter. Taxachaufføren foran Helsingør station var i hvert fald var ikke et sekund i tvivl om, hvem de tre unge passager uden bagage var, da han forsøgte at berolige dem ved at sige: ”Der var I var heldige drenge - chaufføren foran mig, han er nazist”.

Billetten fra 1943, som Isi Foighel gemte i sin scrapbog fra Sverigestiden. (© Hanne Foighel)

Det er ikke noget, jeg har oplevet. Det skete, 13 år før jeg blev født. De tre teenagedrenge havde næppe nået at tænke over, at det kunne blive et spørgsmål om liv og død, da de sprang ind på bagsædet af den anden taxa i rækken – og ikke i den første. Den med en nazi-sympatisør som chauffør. Men de må være blevet dybt rystede over chaufførens ord.

Hver eneste gang jeg ankommer med toget til Helsingør og står foran stationen og kigger på rækken af taxaer, hører jeg ordene for mit indre øre. Og jeg snapper en ekstra gang efter vejret. Min fars oplevelse i Helsingør i oktober 1943 er blevet en del af mit DNA.

Her blev ikke kun min fars, men også min skæbne skrevet.

Danmark skulle være 'Judenrein'

I begyndelsen af oktober 1943 - få uger efter samarbejdspolitikkens sammenbrud – indledte besættelsesmagten jødeaktionen, med det formål at gøre Danmark Judenrein - befriet for sine omkring 8000 jøder.

Ved morgengudstjenesten i synagogen den 29. september havde menigheden advaret sine medlemmer. Og i de kommende dage og uger forsøgte alle at slippe væk.

Ved razziaer rundt om i landet tog tyskerne 481 jøder, som de deporterede til koncentrationslejren Theresienstadt. Men godt 7000 danske jøder blev i løbet af få dage sejlet til Sverige i ly for den forestående aktion.

Alt det vidste min far og hans bror og kammerat intet om, da de endelig lå i bunden af en fiskekutter på vej til Sverige og bekymret spekulerede over, hvor deres mor mon var. Det skulle vise sig, at hun var blevet reddet til Sverige fra Gilleleje dagen før.

Alt kan forandres på et splitsekund

Jeg tilhører en generation af danske jøder, der er vokset op med historien om flugt og redning, om flygtningetid og vores forældres tilbagevenden til Danmark efter befrielsen i maj 1945 som kulisse for hele vores liv.

Vi er børn af forældre, der undslap. Og jeg er ikke alene om at have frygten, flugten, redningen, som en del af min DNA.

Traumer fra krig og flugt bliver meget ofte overført fra generation til generation, og i Holocaustforskningen har man siden midten af 1980’erne arbejdet med det, man kalder ’anden generations overlevende’, børn af de, der overlevede ghettoer, deportationer, koncentrationslejre, tvangsarbejde og dødsmarcher i det centrale Europa.

Judith Beermann Zeligson er psykoterapeut, og hun har specialiseret sig netop i generationsoverførte traumer.

Generationspåvirkninger af krig, flugt og forfølgelse kalder hun det. Hun er selv barn af flygtninge og hun bekræfter, at forældrenes oplevelser indlejres i de næste generationers DNA:

- Hos anden generation er en meget større sårbarhed, en sensitivitet ikke kun i forhold til andre flygtninge, men i forhold til selve livet. Man tager ikke livet for givet, som vi især gør i Skandinavien, fortæller hun i P1-programmet ”Når flygtningene er danske”.

- Og det, som jeg genkender og har set hos mange er, at uden at vores forældre har sagt en disse, så findes der dybt inde i os, der, hvor ordene ikke mere rækker, helt ude i nervetrådene, et forhold til livet, en form for en fornemmelse, en viden om, at livet kan forandre sig totalt i løbet af et splitsekund, siger Judith Beermann Zeligson.

Navnet Dan som taknemmelighed

Dan Tschernia, der blandt andet i en lang årrække har været direktør for TV2 Lorry, har kæmpet imod det traume, som han under sin opvækst har set sine ege forældre og bedsteforældre slås med.

- Jeg er den første generation i min familie, der ikke har prøvet at flygte, siger han.

Dan Tschernia blev født på Frederiksberg kort efter krigen, hvor hans forældre og hans to storebrødre, sammen med bedsteforældre, tanter og onkler alle havde måttet flygte til Sverige.

Han fik navnet Dan i taknemmelighed over, at familien var vendt tilbage til Danmark.

Han karakteriserer sig selv som tilhørende 68-generationen og fortæller, at han igennem et helt liv har været i oprør. Hans forældre og bedsteforældre var altid på vagt og frygtede altid, at de nok snart skulle på flugt igen.

- Jeg tror, flugten sidder som et traume i de fleste jødiske familier, der har prøvet at være på flugt. Jeg har hele livet kæmpet imod netop det traume og den forsigtighed, mine forældre mente, man som jøde burde udvise, fortæller han.

Valgte profession, man kan flygte med

Han forklarer, at jøder igennem generationer har valgt professioner, som man kunne tage med sig, hvis - eller når - man blev nødt til at flygte.

Mens han fortæller, opdager han, at han også selv har valgt profession efter samme mønster:

- Jeg tror flugt har betydet meget for folks valg af profession. De valgte professioner, man kunne tage med sig. Min bedstefar var skomager, og ellers var de skræddere eller sådan noget. Jeg er blevet journalist, det kan man faktisk også tage med sig. Man skal så helst have sit eget sprog, så jeg er også blevet filmmand. Det kan man så lave hvor som helst i verden, siger Dan Tschernia.

'Alt svensk var godt'

Tina Schwarz, der er sekretariatsleder i det Jødiske Samfund i Danmark, er også barn af flygtninge, der blev reddet til Sverige i 1943.

I hendes barndom kom det mest til udtryk ved, at hendes forældre blandt andet havde en særlig forkærlighed for svenske mandler og kaffe, lingonsylt, Kalles Kaviar og knækbrød. Det har sat sig fast i hendes DNA.

- Alt, hvad der kom fra Sverige, var på en måde ekstragodt. Men det blev jo aldrig forklaret, og det er først nu, jeg begynder at tænke på, at det havde en eller anden signifikans for dem.

- Jeg forbinder stadig noget positivt ved de ting, men det har intet med mig at gøre. Det er spejlingen af mine forældre i mig, fortæller hun.

Forpligtelsen til at hjælpe andre flygtninge

Mange af os er vokset op uden, at det er blevet uddybet for os, hvad det egentlig var, vores forældre oplevede i Sverige. Og det er egentlig først nu, 75 år efter, vi som velvoksne børn formår at reflektere over, hvor vigtig og skelsættende Sverigestiden har været for vores forældre - og derfor også for os.

En fællesnævner er, at vi alle på hver vores måde blevet indprentet, at når man selv har været flygtning, har man en forpligtelse til at hjælpe andre flygtninge.

Jeg selv er ikke et øjeblik i tvivl om, at det ikke er tilfældigt, at jeg er blevet journalist i Mellemøsten, hvor jeg så ofte lytter til flygtninges historier – og formidler dem.

Forståelsen af, at afstanden mellem et menneske, der lever et helt normalt liv i trygge omgivelser, og flygtningen, der må forlade alt det kendte for en uvis skæbne, ofte kun er et splitsekund, ligger dybt lejret i mig.

Min far, Isi Foighel, der to gange i sit liv måtte flygte fra nazisternes jødeudryddelser, og blandt andet var formand for Dansk Flygtningehjælp og dansk dommer i den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, udtrykte det i sin tid på sin egen knivskarpe måde:

“Mennesker kan have mange ambitioner, men ambitionen om én gang i sit liv at blive tvunget til at forlade sit hjem og blive flygtning, den ambition har intet menneske”.

Facebook
Twitter