Et barn på 10 måneder er blevet smittet med mæslinger.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelse.
Barnet, der er fra Køgeområdet, har både opholdt sig i en vuggestue og dagpleje, hvor der er andre børn, der heller ikke er vaccineret.
- Både vuggestuen og den pågældende dagplejer har allerede informeret forældrene om, at der har været mæslingesmitte og videregivet vores information om, hvordan de skal forholde sig. Har man børn i institution, og har man ikke modtaget information om mæslinger, behøver man altså ikke være bekymret, siger Bente Møller, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Mæslinger er en meget smitsom sygdom, der i sjældne tilfælde kan give komplikationer som mellemørebetændelse, lungebetændelse og hjernebetændelse.
Børn bliver vaccineret mod mæslinger med MFR-vaccinen, der gives, når et barn er 15 måneder. Indtil da er barnet i de fleste tilfælde beskyttet af sin mors vaccine mod mæslinger.
Det konkrete tilfælde af mæslinger giver da heller ikke anledning til, at Sundhedsstyrelsen ændrer sine anbefalinger om at give vaccinen i 15-månedersalderen.
Røde øjne og hoste bliver til udslæt
Personer, der ikke er immune overfor mæslinger, bør være opmærksomme på sygdommen i op til 18 dage, efter at de kan være blevet udsat for smitte.
De typiske symptomer er høj feber, kraftig forkølelse, røde øjne og hoste. Efter nogle dage med bedring kan der på ny komme høj feber og et rødt prikket udslæt, som starter i ansigtet og breder sig ned over kroppen.
Mener man at kunne være blevet smittet, skal man ringe til egen læge eller vagtlæge, så de kan planlægge en undersøgelse, uden at andre personer bliver udsat for smittefare.
Statens Serum Insititut understreger, at man med mistanke om mæslinger ikke må møde uanmeldt op i et venteværelse, da sygdommen er yderst smitsom.
Det er særligt personer født mellem 1975 og 1986 samt uvaccinerede født efter 1986, der skal være særligt opmærksomme, da vaccinationsprogrammet mod mæslinger først blev indført i 1987, og i de første år var det ikke alle, der blev vaccineret.
Reelt mæslingeudbrud
Det er mindre end to uger siden, at Statens Serum Institut (SSI) konstaterede, at der i øjeblik er tale om et egentligt udbrud af mæslinger i Danmark.
Det skete, efter at der var blevet konstateret fem mæslingetilfælde indenfor ganske kort tid.
SSI forventer derfor også, at der kan komme flere tilfælde af sygdommen i den kommende tid.
Rettetelse: Det har tidligere fremgået af denne artikel, at barnet var fra Slagelseområdet. Styrelsen for Patientsikkerhed har her til aften rettet sin pressemeddelelse, hvori der nu står, at barnet er fra Køgeområdet.