Beboere: Ghettoen er bedre end sit ry

Beboere i socialt belastede boligområder bor fredeligt sammen, fortæller beboerformænd. Beretningerne bekræftes i undersøgelse.

Beboere i socialt belastede boligområder som Vollsmose i Odense bor fredeligt sammen, fortæller beboerformænd. Beretningerne bekræftes i undersøgelse. (Foto: Carsten Bjørn)

Ubehagelige ord som ghetto og parallelsamfund klistrer til en række socialt belastede boligområder i København og de større provinsbyer.

Men i hverdagen lever hovedparten af beboerne i de såkaldte ghettoer fredeligt sammen og hjælper hinanden.

Sådan lyder meldingen fra beboerformænd i boligområderne Tingbjerg i København, Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Aarhus. Og deres udsagn bekræftes af en ny undersøgelse, skriver Kristeligt Dagblad.

Mere kriminalitet

Formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken i Aarhus, hvor der bor omkring 950 danskere sammen med 6000 nydanskere fra 86 nationer, Helle Hansen, siger:

- Der er højere kriminalitet og sociale problemer. Men for hovedparten af beboerne er Gellerup et godt sted at bo med mange klubber og aktiviteter og et stort sammenhold mellem danskere og nydanskere. Den største udfordring er den måde, pressen og befolkningen omtaler Gellerup på. Vi kan ikke genkende den beskrivelse.

Stig Torp Kaspersen er beboerformand i området Tingbjerg i Københavns Kommune, hvor over 60 procent af de 5000 beboere er nydanskere.

- Jeg har boet i området siden 1972, og i hverdagen er der hverken flere eller færre konflikter, end da jeg flyttede herud, og beboerne næsten udelukkende var danskere. Men selvfølgelig er der uoverensstemmelser. Det må der være, når mennesker med så vidt forskellig baggrund bor sammen på et lille område, siger Stig Torp Kaspersen.

De fleste er glade

Samme oplevelse har Abdel Salam, der er formand for Bøgeparkens afdelingsbestyrelse i Odense-bydelen Vollsmose med 10.000 beboere fra 78 nationer.

- Langt størstedelen af beboerne er glade for området, men vi har nogle særlige udfordringer med en lille gruppe kriminelle. Vi skal tale åbent om de problemer, men det er ærgerligt, at en lille gruppe stempler samtlige 10.000 beboere, siger Abdel Salam.

Meldingerne om den fredelige sameksistens i de belastede boligområder bekræftes af en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

Flue på væggen

Seniorforsker Tina Gudrun Jensen har i 10 måneder været fluen på væggen i et boligkvarter, hvor omkring halvdelen af beboerne er nydanskere.

- Efter 11. september 2001 har der været fokuseret meget på, at kulturforskelle mellem etniske minoriteter og danskere kan skabe konflikter. I hverdagen tænker de danske beboere ikke på, om naboen er muslim. En nabo er en nabo, og man forsøger at få det bedste ud af det, lyder det fra Tina Gudrun Jensen.

En tidligere undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut foretaget i områderne Tingbjerg og Akacieparken i København og Rosenhøj i Aarhus konkluderer også, at danskere og nydanskere generelt har et godt forhold til hinanden og udviser stor hjælpsomhed.

Hård gadekultur

Ifølge seniorforsker Knud Erik Hansen fra Statens Byggeforskningsinstitut er det største problem en hård gadekultur blandt en lille gruppe unge fra under én procent af husstandene.

- Hvis man kunne får styr på den slags gadeuorden, ville områderne være stille og rolige," mener Knud Erik Hansen.

Tal fra Justitsministeriet viser, at der bor fire til fem gange så mange kriminalitetsdømte i Gellerup og Vollsmose som i den øvrige danske boligmasse.

For nylig viste en undersøgelse fra Center for Boligsocialudvikling, at antallet af sigtelser i 13 belastede boligområder er faldet med mellem 20 og 50 procent de seneste fem år.