Beboere i Vollsmose efter skuddrab: 'Vi vil ikke finde os i det'

To unge mænd blev i går ramt af skud i Vollsmose. En blev alvorligt såret, og en afgik ved døden.

Ali Hassan er en af de unge beboere, der er i gang med at planlægge en demonstration som følge af gårsdagens skudepisode i Vollsmose. (Foto: Henrik Nybo Mikaelsen)

Nok er nok.

Det er den attitude, Ali Hassan har, da

DR
Nyheder møder ham i Vollsmose.

Han bor selv i Odense-bydelen og kendte den 31-årige unge mand, der blev dræbt ved en skudepisode på åben gade sent onsdag aften.

- Vollsmose er et sted, hvor rigtig mange lever. Og vi lever trygt. Men lige nu får en lille gruppe lov til at sætte dagsordenen. Og det vil vi ikke længere acceptere, siger han.

Ali Hassan er sammen med en gruppe andre unge beboere i området i gang med at planlægge en demonstration og

mindehøjtidelighed
. De er rystede over skudepisoden, der fandt sted kort før midnat natten til torsdag.

Han og en række andre beboere fortæller samstemmende, at den skuddræbte var en tilfældig ung mand, der blev offer for områdets igangværende bandekonflikt.

Ingen forbindelser til bandemiljøet

gerningsstedet
i Egeparken i Vollsmose er der allerede lagt billeder af den afdøde, som holdes nede med tændte stearinlys. Og i løbet af dagen er der kommet flere lys og blomster til, og folk har samlet sig på stedet i stille samtale og sorg.

- Det er første gang, jeg oplever sådan noget her. Vi har små børn og familier her i bydelen, og at en mand, som intet har med bander at gøre, bliver likvideret på den måde, det gør ondt. Så kan det ske for enhver af os. Så vi må tale om, hvad vi kan gøre, og hvad vi kan bidrage med, siger Jamac Farah, der også bor i Vollsmose.

I sidste uge blev der også skudt i området, dog uden at nogen blev ramt. Politiet mener, at begge skudepisoder har relation til det, politiet nu vurderer til at være en igangværende konflikt mellem grupperinger i Vollsmose og et andet belastet boligområde i Odense: Korsløkkeparken.

- Det er en sørgelig dag. En så ung mand, der havde hele livet foran sig, ender i sådan situation, siger Ali Hassan, der beskriver den 31-årige afdøde som en ung mand, der passede sig selv og sit arbejde.

Han understreger, at den afdøde intet havde med områdets

bandekonflikter
at gøre:

- Os unge, der er vokset op i området, kender jo godt hinanden. Vi ved, hvem der er hvem, og hvad folk står for. Det er jo et relativt lille område, siger han og fortsætter:

- Og han er et af de sidste mennesker, som jeg ville forbinde med bandemiljøet. Han har på ingen måde været en del af de konflikter, som der sker i området.

Artiklen fortsætter under billedet.

I bydelen Vollsmose er der i løbet af dagen blevet lagt blomster og tændt lys til ære for den afdøde.

Demonstration under opsejling

Den unge mands død har vakt harme i området, forklarer Ali Hassan.

- Han kom hjem i går, efter at have været på arbejde og i moskeen. Og på vej hjem bliver han så... ja … dræbt.

Og netop at den afdøde ifølge flere beboere er uskyldig og uden relation til bandemiljøet, har fået dem til at planlægge en demonstration med et tydeligt budskab:

- Vi vil gøre det klart, at det her er ikke noget, vi vil finde os i.

I morgen klokken 15 vil der blive afholdt et mindeoptog for den dræbte på

gerningsstedet
.

Politiet har som følge af den første skudepisode indført

visitationszone
i en stor del af Vollsmose og valgte torsdag aften også at indføre
skærpet
strafzone i en del af bydelen.

Facebook
Twitter