Beboere: Sigtet i tredobbelt drabssag kom jævnligt i boligkompleks

Opgangsnøglen virkede til alle Østerbro-bebyggelsens opgange, fortæller beboere.

Vangehusvej på Ydre Østerbro i København er kommet i offentlighedens søgelys, efter at politiet er kommet på sporet af en sag om tre mulige drab i boligkomplekset. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Politiets hovedmistænkte i en opsigtsvækkende drabssag har jævnligt opholdt sig i det boligkompleks på Vangehusvej på Ydre Østerbro i København, hvor tre personer ifølge politiet er blevet dræbt inden for kort tid.

Det fortæller beboere til DR Nyheder.

Manden har nemlig haft et familiemedlem, der indtil for nylig boede i boligkomplekset.

- Han kom indimellem og sov der nogle nætter, siger Akram Khalil, som bor i boligkomplekset og ifølge eget udsagn har gjort det i omkring 30 år.

Familiemedlemmet er nu midlertidigt fraflyttet ejendommen, og der arbejdes på en permanent fraflytning.

Det fremgår af et referat fra et af de beboermøder, som boligselskabet Bovita har afholdt, efter sagen kom frem.

Samme nøgle til alle opgange

Ifølge DR's oplysninger virker samme opgangsnøgle til flere hoveddøre.

- Nøglen passer til alle opgange, lyder det fra Akram Khalil.

På den måde kan den sigtede have låst sig ind i flere opgange, hvis han har haft en nøgle til opgangen som følge af sin gang i boligområdet.

Sagen har nu fået nogle beboere til at kræve opgangsnøgler, der kun passer til én opgang. Andre har foreslået tv-skærme på dørtelefonanlæggene.

På et pressemøde i fredags betegnede politiet drabssagen som "meget grov og usædvanlig", men politiet ville ikke oplyse, hvordan manden havde skaffet sig adgang til lejlighederne, hvor de tre formodede drab er sket.

Boligselskabet Bovita ønsker i dag ikke at kommentere sagen. Heller ikke Københavns Politi ønsker at udtale sig.

Det er i et boligkompleks på Vangehusvej på Ydre Østerbro, at en 26-årig mand ifølge politiet har dræbt tre ældre personer. Han nægter sig skyldig.

Tidligere dømt for voldtægt og drabsforsøg

Den mistænkte mand er dansk statsborger med udenlandsk baggrund.

Han blev anholdt den 9. marts og nægter sig skyldig i anklagerne, har hans forsvarer, Mie Sønder Koch, oplyst.

Ifølge retsdokumenter er manden tidligere straffet med flere års fængsel for voldtægt, trusler og drabsforsøg.

Eksperter vurderede dengang, at han blandt andet led af en svær personlighedsforstyrrelse. Konklusionen var, at han kunne være til fare for andre.

Siden dengang har den nu 26-årige taget navneforandring.

Der er navneforbud i den nye sag.

Ingen grund til bekymring

Sagen om de tre formodede drab har vakt bekymring blandt beboerne i boligejendommen på Østerbro.

Derfor har boligselskabet Bovita rykket boligkontoret til ejendommen for at sikre, at beboerne føler sig trygge.

Desuden har Bovita holdt flere møder for beboerne og holder endnu et møde i aften.

Af et af mødereferaterne står at læse, at politiet mener, de har fat i den rigtige gerningsmand, og at han forventes varetægtsfængslet frem til dom.

Derfor er der ifølge politiet ikke grund til bekymring.

Den sigtede mand er indtil videre varetægtsfængslet frem til 2. april.

Politiets mistanke

  • Den 7. marts afgik en 81-årig kvinde ved døden. Efter dødsfaldet gjorde familien opmærksom på mærkelige hævninger på kvindens dankort efter hendes død.

  • Politiet efterforskede sagen og anholdt 9. marts en 26-årig mand for drab på kvinden.

  • Sagen førte til, at beboere i området henvendte sig til politiet, fordi der havde været flere dødsfald i området.

  • Politiet gik ind i sagen og har undersøgt seks dødsfald i bebyggelsen siden begyndelsen af 2018.

  • Et dødsfald er naturligt. To dødsfald undersøges fortsat. Tre dødsfald har ifølge politiet vist sig at være drab:

  • Det gælder en 83-årig kvinde, der døde 7. februar. En 80-årig mand, der døde 2. marts. Og den 81-årige kvinde, der døde 7. marts, som fik sagen til at rulle.

  • Den 83-årige kvinde var allerede kremeret, fordi man troede, der var tale om en naturlig død. Derfor er hendes lig ikke blevet obduceret.

  • Den 80-årige mand var i første omgang vurderet til at være død af naturlige årsager, men han er siden blevet obduceret. Resultatet viste ifølge politiet, at han blev kvalt.

Facebook
Twitter