Bedemænd iklædt hvide beskyttelsesdragter, gummihandsker og mundbind, der skjuler halvdelen af deres ansigt.

Efterladte, der laver regler for, hvem og hvor mange der må komme til begravelsen af deres kære.

Præster, der i stedet for at give de sørgende efterladte et håndtryk nikker til dem på to meters afstand.

Coronaudbruddet har sat sit aftryk på et af de vigtigste og mest sårbare øjeblikke i vores tilværelse.

Nemlig de stunder, hvor vi tager afsked med dem, vi elsker.

Her giver en bedemand, en efterladt og en præst et indblik i, hvordan coronakrisen har ændret den måde, vi sender vores nærmeste ud på deres sidste rejse på.

Normalt er Søren Boudigaard iført habit, når han gør afdøde mennesker i stand.

Traditionel bedemandsdresscode; Pænt, formelt og diskret.

Der er dog ikke noget diskret over den mundering, han i øjeblikket trækker i, når han løfter de afdøde over i kister og gør dem klar til, at deres nærmeste kan sige et sidste farvel.

Søren Boudigaard og hans ansatte i begravelsesforretningen i Skive er nemlig begyndt at tildække deres kroppe med heldragter, mundbind og handsker, når de er i nærkontakt med de afdøde.

Det skyldes, at brancheforeningen Danske Bedemænd opfordrer dens medlemmer til at håndtere alle afdøde, som om de er smittet med corona.

Dragterne og de andre værnemidler skal altså beskytte bedemændene mod selv at blive ramt af corona.

- Jeg føler mig lidt anderledes, når jeg kommer ud og er klædt på, som om jeg skal ud i rummet. Det er lidt specielt, siger Søren Boudigaard.

Det er ikke sådan, at han og medarbejderne ligefrem tropper op hos de efterladte iført antrækket, der får dem til at minde mere om kriminalteknikere, der skal granske et gerningssted, end bedemænd.

Værnemidlerne kommer først på, når bedemændene er inde i rummet hos den afdøde, og de efterladte venter i et tilstødende lokale på, at bedemændene gør den afdøde i stand.

Hør Søren Boudigaard fortælle, hvordan det føles at arbejde med alle værnemidlerne på.

Én ting er den nye påklædning. Den skal Søren Boudigaard nok vænne sig til, fortæller han.

Det er sværere med afstanden til de efterladte, synes den midtjyske bedemand.

Søren Boudigaard og hans ansatte følger Sundhedsstyrelsen råd om at begrænse fysisk kontakt til andre mennesker.

Det betyder, at pårørende nu opfordres til at klare så meget som muligt af kontakten med bedemanden over telefon. Fremfor at Søren Boudigaard kommer hjem til dem og taler med dem om deres ønsker for afskeden.

Derudover er det heller ikke muligt at samles en større flok for at synge den afdøde ud, som en del familier har tradition for, fortæller Søren Boudigaard.

Rådet om at undgå fysisk kontakt indebærer også, at hans ansatte og han holder mindst et par meters afstand til de efterladte, når bisættelserne og begravelserne finder sted.

Som de fleste, der har deltaget i en bisættelse, måske husker, er det kutyme, at bedemanden giver de nærmeste pårørende hånden, når de efter den kirkelige handling har båret kisten ud i rustvognen, og bedemanden skal til at køre afsted med den.

Sådan er det ikke mere.

- Vi går ikke hen og siger farvel til familien, når vi kører med det bedste, de har. Det gør vi ikke. Vi bliver ved bilen og hilser af på afstand.

Han tilføjer:

- Vi skal vænne os til at holde folk på afstand. Det, synes jeg faktisk, er svært.

De nye arbejdsrutiner er ikke kun indført, fordi Søren Boudigaard og hans kollegaer personligt er bekymrede for at blive ramt af corona. De handler i høj grad også om, at de danske bedemænd ønsker at undgå "italienske tilstande".

For få dage siden måtte det italienske militær fragte ligkister ud af byen Bergamos overfyldte krematorium. Det kunne ikke længere følge med.

Den slags scenarier beder Søren Bourdigaard til, at vi undgår i Danmark.

Men selvom vi i øjeblikket hører om, at sundhedsvæsenet opruster for at kunne klare et massivt pres, har bedemanden fra Skive ikke kendskab til, at der skulle være en plan for at øge kapaciteten hos landets bedemænd.

Hvis det lykkes de fleste bedemænd at holde sig coronafri, har han dog tiltro til, at branchen kan klare et eventuelt stigende pres.

- I min forretning har vi tre rustvogne, og de kører jo ikke hele tiden. Jeg kunne godt forestille mig, at vi kom til at hjælpe hinanden med den slags. Det gælder også mandskabsmæssigt. Hvis vi har mange dødsfald i Skive, er det ikke sikkert, de har det i Viborg og Holstebro.

- Jeg er sikker på, at vi vil kunne hjælpe hinanden kollegialt. Det er vi gode til, når der er problemer.

Otte hårtoppe stikker op fra de forreste bænke i Skive Kirke.

De otte mennesker er samlet for at tage afsked med deres mor, svigermor, bedstemor og oldemor.

Hun blev 99 år.

Mængden af blomster, der i en snorlige slange strækker sig fra den hvide kiste ned langs kirkens gulv, vidner imidlertid om, at der under normale omstændigheder ville have været mere end otte deltagere ved denne kvindes bisættelse.

Det vurderer den afdøde kvindes datter, Tove Knudsen, også. Helt konkret havde hun talt det sammen til, at der formentligt ville dukke 30-32 mennesker op.

Forbuddet mod at være mere end ti personer samlet gælder ikke ved bisættelser og begravelser.

Men der er indført restriktioner som følge af coronaudbruddet.

Der må nu maksimalt være én person per fire kvadratmeter gulvareal i kirkens skib. I Skive Kirke betyder det, at der som udgangspunkt maksimalt må være 50 personer ved en bisættelse. Inklusiv krikepersonale og bedemand.

Alligevel har Tove Knudsen besluttet, at de kun skal være otte i kirken.

Blandt andet fordi præsten opfordrede til, at der deltog så få som muligt, men også fordi mange af dem, der ville være kommet til bisættelsen, er lidt oppe i årene og dermed i en af risikogrupperne.

- Jeg vil ikke udsætte dem for at komme ud i disse tider, hvor alle bliver bedt om at holde sig hjemme, forklarer hun og tilføjer, at beslutningen om at holde deltagerlisten ultrakort på den ene side har været svær og så alligevel ikke.

- Det har været både og. For vi går selv meget ind for at holde de restriktioner, vores regering kommer med. Vi overholder dem meget strikt, siger hun.

Hør Tove Knudsen fortælle, hvordan hun har det med at skulle bisætte sin mor i Skive Kirke, som er ret stor, når nu deblot bliver otte.

Tove Knudsen mødte udelukkende positive reaktioner, da hun meddelte omgangskredsen, at bisættelsen kun var for de absolut nærmeste.

- Et eller andet sted tror jeg, at jeg har taget et åg fra nogles skuldre ved, at jeg tog beslutningen, siger hun.

Det var præsten Natalia Packert Andresen, der stod for bisættelsen af Tove Knudsens mor.

I den kirke, hvor hun i syv år har arbejdet som præst, er der nu hængt blå plancher op, som minder kirkens gæster om, at hvis de har corona-symptomer, bør de isolere sig hjemme.

Salmebøgerne er skiftet ud med engangssalmeark. På en stol nær kirkens indgang er placeret håndsprit, og når Natalia Packert Andresen skuer op på kirkens såkaldte pulpitur, hvor kirkesangerne plejer at stå, kan hun konstatere, at det i dag er tomt.

Præsten må selv synge for på salme 749. 'I østen stiger solen op', som er den salme, Tove Knudsen og hendes familie har besluttet at indlede bisættelsen med.

- Jeg plejer at være fagperson og ekspert, når jeg skal vejlede familierne i, hvordan vi bedst holder en bisættelse eller begravelse. Nu skal jeg gentænke alle arbejdsgange. Hvad gør vi for at holde den rette afstand? Hvordan skærer vi meningsfuldt ind til benet, så vi er så få medarbejdere til stede som muligt. Alt skal gentænkes. Det, som plejer at ligge på rygraden, er bare væk, siger præsten.

Selv om der juridisk set må være op til 50 personer i Skive Kirke under bisættelser, prøver hun at få de efterladte til at skære ned på antallet af deltagere.

For som hun siger, er der vel en grund til, at myndighederne generelt ikke mener, at vi bør samles mere end ti. Begrænsningerne for deltagertallet stiller dog præsten i nogle store etiske dilemmaer.

- Vi er faktisk derude, hvor vi kan ende med at have gæstelister, vi skal krydse af, så vi er sikre på, at de 'rigtige' får plads, siger hun og tilføjer:

- Det er supersvært, for jeg ved fra de samtaler, jeg har med efterladte og mit sorggruppearbejde, hvor vigtig en god bisættelse eller begravelse er. At man skal samles og mindes. At man får sluttet ordentligt af. Det er så vigtigt for den indre ro, man finder bagefter. Så det er et kæmpe dilemma, at vi ikke kan gøre det helt, som vi plejer.

Hun understreger dog, at hun møder stor samarbejdsvilje blandt de efterladte.

- Jeg synes virkelig, alle prøver at håndtere det på bedste vis. Folk har enorm forståelse, men det er svært og kræver mange ekstra samtaler, som vi ikke kan tage øje til øje, men må have på telefonen, og det gør det igen lidt sværere med nærværet, siger hun.

Selv om Tove Knudsens mor fik en lidt anderledes bisættelse, lader det til, at datteren finder trøst i det liv, moderen fik.

- Min mor blev 99 år og har levet et langt og godt liv. Det er en naturlig ende.