Bedre hjælp til børn og unge med angst

Der er meget lidt hjælp at hente for angstramte børn og unge. Det skal et nyt forskningsprojekt ved Aarhus Universitet gøre op med.

Der er meget lidt hjælp at hente for angstramte børn og unge. Det skal et nyt forskningsprojekt ved Aarhus Universitet gøre op med. (© Colourbox.com)

Angst er den hyppigste psykiske lidelse blandt børn og unge. Mellem 2,5 og 5 procent af alle under 18 år er plaget af angst i alvorlig grad - det svarer til cirka en i hver eller hver anden klasse.

Børn med angst har i dag reelt ingen andre steder at gå hen end en privatpraktiserende psykolog. De bliver sjældent opdaget i skolen, fordi de oftest ikke gør meget væsen af sig selv, og de kommunale Pædagogisk Psykologiske Rådgivninger har ofte ikke relevante tilbud. Samtidig vejes angstlidelserne typisk for lette til psykiatrien.

Skal se frygten i øjnene

Det skal et nyt forskningsprojekt ved Aarhus Universitet, som TrygFonden støtter med 4,5 millioner kroner, gøre op med og dermed bane vejen for bedre behandling af børn og unge.

- Vi ved fra udenlandske undersøgelser, at kognitiv adfærdsterapi har en god effekt på børn med angst. Ved den type terapi arbejder man med at få børnene til at vurdere angsttankerne realistisk og vil eksempelvis udsætte dem for de frygtede situationer. Op til 70-80 procent bliver efter et relativt kortvarigt forløb fri af diagnosen, siger lektor på Psykologisk Institut ved Business and Social Sciences på Aarhus Universitet, Mikael Thastum, og fortsætter:

- Med TrygFondens midler får vi nu chancen for i Danmark at udvikle og dokumentere effekten af et familiebaseret kognitiv adfærdsmæssigt behandlingstilbud, som vi forventer, vil hjælpe rigtig mange børn og deres familier, siger han.

Tidlig indsats gør forskellen

Ifølge forskningschef i TrygFonden, Anders Hede, er ubehandlet angst ikke blot stærkt belastende. Det øger også risikoen for, at man senere får problemer med at gennemføre uddannelse, fastholde job, ender i alkoholmisbrug osv.

En tidlig behandling af angst giver mennesker nogle redskaber, som de kan trække på, hvis de senere bliver presset.

- Når vi samtidig ved, at angst er en af de psykiske lidelser, der burde være lettest at behandle, er det her jo faktisk en lavthængende frugt inden for mental sundhed, som det er meget dumt ikke at prøve at plukke. Med dette projekt afprøver vi nu en meget lovende behandling i forskellige situationer og med forskellige målgrupper for at se, om metoden holder, hvad den lover, siger Anders Hede.

Facebook
Twitter