Bedre Psykiatri kræver erstatning til patienter

Sundhedsstyrelsen er medansvarlig for fejldiagnosticering og fejlbehandling af psykiatriske patienter. Det må udløse en erstatning, lyder det fra landsforeningen Bedre Psykiatri.

Landsforeningen Bedre Psykiatris generalsekretær, Thorstein Theilgaard kræver, at staten skal give erstatning til de patienter, der i årevis har været fejldiagnosticeret og fejlbehandlet af en bestemt psykiater. (© DR)

Landsforeningen Bedre Psykiatri vil have, at staten skal give erstatning til de patienter, som i årevis har været fejldiagnosticeret og fejlbehandlet af en bestemt psykiater i et helt udsædvanligt omfang gennem mange år.

Det siger foreningens generalsekretær Thorstein Theilgaard til DR Nyheder.

- Meget tyder på, at myndighederne har svigtet, og patienterne er bragt i fare. Det må det offentlige tage ansvaret for.

Fik hjerneskade i 2002

Erstatningskravet kommer efter, at DR Nyheder onsdag afslørede, at en psykiater fra Vestjylland i årevis fejlbehandlede og overmedicinerede patienter i stort omfang.

Og at Sundhedsstyrelsen i mindst ni år kendte til advarsler om, at psykiateren ikke kunne passe sit arbejde på grund af en hjerneskade fra 2002.

Psykiateren fik først for få uger siden frataget sin autorisation.

- Sundhedsstyrelsen er medansvarlig. Derfor skal de fejlbehandlede patienter have erstatning. Jeg kan ikke sætte beløb på. Det er heller ikke størrelsen på erstatningen, der er vigtig.

- Men det er vigtigt, at det udløser en principiel erstatning, når myndigheder har fejlet, slår Thorstein Theilgaard fast.

Se det fulde interview med Thorstein Theilgaard fra DR2 Morgen i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter