Bedre sikring af følsomme data på nettet

Sikkerheden omkring de personlige oplysninger, der ligger om os på internettet, er ikke god nok. Derfor kommer Dansk Industri nu med 34 gode råd om it-systemer.

computer, netbank, internet, kreditkort, e-handel, nethandel (Foto: stock.xchng © stock.xchng)

Hver gang du køber noget over nettet, går til lægen eller sender en sms, så efterlader du et lille elektronisk spor.

De spor bliver registreret af virksomheder og offentlige myndigheder og derefter samlet i store databaser. Men hvis der ikke bliver passet på, kan de personlige oplysninger blive misbrugt eller offentliggjort ved en fejl.

Derfor har Dansk Industri nu samlet en række gode råd, der skal beskytte vores privatliv.

Seksualitet og politisk overbevisning

For selvom de færreste af os tænker over de mange elektroniske spor vi efterlader i registrene, så afslører de nok oplysninger til at skrive en hel biografi om os.

- Det er oplysninger om, hvor vi bevæger os. Om vores seksualitet, om vores politiske tilhørsforhold og om vores sundhedstilstand. Altså oplysninger, som vi normalt vil kalde følsomme data, siger Teknologirådets sekretariatschef Lars Klüver.

Googlede for sjov

En 29-årig japansk kvinde, der bor i Præstø Kommune, fik et chok, da hun for sjov tastede sit eget navn ind på søgemaskinen Google. Der dukkede nemlig et link op til et dokument fra kommunen. Og dokumentet afslørede en masse personlige oplysninger om hende og 29 andre personer.

- Det var oplysninger, som drejede sig om personnumre, om sygdomsforhold og om muligheden for at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er ganske usædvanlig grundigt forfærdeligt, det vi har gjort. Det må ikke ske, fortæller kommunaldirektør Henning Pedersen.

Nye terrorlove

Flere andre kommuner er de seneste par år blevet afsløret i at lække private oplysninger, og der er også eksempler på, at private virksomheder ikke har behandlet informationerne om os godt nok.

Samtidig sker der en stigende digitalisering. Vi får nye terrorlove og øget overvågning. Alt sammen noget, som risikerer at skade vores privatliv - eller privacy som det hedder i fagsproget.

Men nu forsøger Dansk Industri at vende udviklingen.

Gode råd

- Det gør vi fordi, vi kan se, at der er et skred både fra lovgivningens side og også blandt private virksomheder, siger sikkerhedskonsulent Henning Mortensen.

Dansk Industri har derfor taget initiativ til at samle 34 gode råd, der er målrettet virksomheder og kommuner, der har store it-systemer og databaser med personlige oplysninger.

Den nye vejledning handler for eksempel om, hvem der bør have adgang til vores personlige oplysninger, og hvor længe de må opbevares i registrene.

ExternalContent

Facebook
Twitter