'Bedst før' og 'Sidste anvendelsesdato': Kender du forskellen?

En ny kampagne skal lære forbrugerne at kende forskel på 'Bedst før' og 'Sidste anvendelsesdato' for at mindske madspild.

Kampagnen 'Tjek datoen' skal gøre danskerne bevidste om, hvornår en fødevare er for gammel.

Grøntsager, mælk og ost ryger i skraldespanden, selvom varerne fint kunne ryge på spisebordet.

Forvirringen om datomærkning af fødevarer betyder, at tonsvis af mad hvert år bliver kasseret, selv om det uden problemer kunne spises.

Derfor lancerer Fødevarestyrelsen og Forbrugerrådet Tænk fredag kampagnen 'Tjek datoen', som skal gøre danskerne mere opmærksomme på, hvornår en fødevare egentlig er for gammel.

Betegnelserne 'Bedst før' og 'Mindst holdbar til' betyder, at fødevaren stadig kan spises, selv om datoen er overskredet. Derimod indikerer 'Sidste anvendelsesdato', at maden bør smides ud, når datoen er overskredet.

Undgå sygdom og styrk økonomien

Ifølge Forbrugerrådet Tænk tror hver fjerde forbruger, at maden skal kasseres, når 'Bedst før'- og 'Mindst holdbar til'-datoen er overskredet.

Samtidig tror tre ud af 10 forbrugere, at man godt kan spise fødevarer, hvis 'Sidste anvendelsesdato' er passeret.

Det er derfor afgørende, at forbrugerne lærer at kende forskel på mærkningen - både af hensyn til pengepungen, miljøet og helbredet.

- Hvis vi ikke kender til forskellene, kan vi gå hen og blive syge af det, vi spiser. Men uvidenheden betyder også, at vi smider en hel masse mad i skraldespanden, som vi kunne have spist, og det er til skade for både vores økonomi, klimaet og miljøet, som lider overlast, siger formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Phillip, til DR Nyheder.

Brug sanserne

Ifølge Forbrugerrådet Tænk og Fødevarestyrelsen skal man blandt andet holde sig fra at spise kød, fisk og pålæg, som har overskredet 'Sidste anvendelsesdato'.

Derimod kan man typisk godt bruge produkter som mælk, ost, pasta, ris og mel efter udløbsdato. Et godt råd er at bruge sine sanser og sunde fornuft, før maden kasseres.

- Et godt råd er, at man lugter til og smager på eksempelvis mælken, hvis man er i tvivl, om varen stadig kan bruges. Hvis det smager frisk og godt, kan man godt bruge det, forklarer Anja Phillip.

Kampagnen 'Tjek datoen' løber frem til 13. december, hvor nye regler træder i kraft.

Reglerne betyder, at detailhandlen skal mærke alle fødevarer med 'Bedst før' i stedet for 'Mindst holdbar til'.

Samtidig kan supermarkederne fra den dato sælge produkter, der har overskredet 'Bedst før-datoen' til nedsat pris eller give dem væk til velgørenhed.

Facebook
Twitter