Behandling i stedet for bøder? Politikere bakker op om ny model for unge hashrygere

Misbrugsekspert mener, at det vil få flere unge til at stoppe med at ryge hash, hvis de kan "sidde" bøden af i behandling.

Foto: José Ramanamihantatsoarana - © DR Nyheder

I dag er 27-årige Simon Rømer Elleholts hverdag fyldt med metal og svejsninger.

Men sådan har det ikke altid været for klejnsmed-lærlingen.

Engang var det nærmere et varierende antal gram af hash og skunk, der fyldte.

I omegnen af ti joints om dagen, da det var værst.

- Jo længere du kommer ind i misbruget, desto mere skal du ryge for at fungere i hverdagen. Til sidst jagter man bare at få grineflippet, som da man prøvede hash første gang, siger Simon Rømer Elleholt.

Fra den første joint i 14-års-alderen og cirka seks år frem stod misbruget på.

Men det er slut i dag. Efter behandling og et job hos fabrikken Give Steel, hvor han har sin læreplads, er skuden vendt.

- Jeg fik en suverænt god misbrugskonsulent, som stod der i tykt og tyndt. Han har hjulpet mig rigtig meget med at komme videre i mit liv, siger Simon Rømer Elleholt.

I dag koster det en bøde

Som det er i dag, får unge en bøde i tusindekroners-klassen, hvis politiet stopper dem med hash på lommen.

Men bødestraffen får ifølge misbrugsekspert og psykiater Henrik Rindom ikke unge til at kvitte hashen.

Derfor bør unge under 25 år, der bliver taget med hash til eget forbrug, fremover kunne "afspadsere" bøden ved at troppe op til behandling, mener han.

- Jeg har aldrig – som i aldrig – mødt nogen, der er stoppet med at ryge hash, fordi de har fået en bøde. De er fuldstændig ligeglade med bøden, siger Henrik Rindom, der arbejder i Stofrådgivningen Novavi.

Men behandling, det virker. Det er Henrik Rindom, der i mere end 25 år har arbejdet med misbrugere, ikke i tvivl om. Og forslaget møder politisk opbakning fra en række partier.

- Jeg tror, at en sådan ordning vil hjælpe til, at i hvert fald nogen af dem vil komme ud af deres hashmisbrug, siger misbrugsekspert og psykiater Henrik Rindom om sit forslag. (Foto: Peter Langkilde © (C) DR Nyheder)

SF vil stille forslag

Retsordførerne fra Enhedslisten, SF, Radikale og Nye Borgerlige synes alle, at det er en god idé, at der følger en behandlings-ventil med bøden.

SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, synes, at forslaget er så godt, at hun vil stille forslag om netop dét i det kommende folketingsår.

- Vi kan ikke straffe os ud af afhængighed. Vi skal anskue det mere som et sundhedsproblem end et kriminalitetsproblem. Derfor er et tilbud med behandling meget bedre, siger Karina Lorentzen.

Er der ikke risiko for, at unge blot vil bruge behandlingen til at slippe for bøder?

- Jeg tror ikke, der er stor risiko for, at tiltaget bliver brugt som metode til at ryge løs og slippe for bøder. Der er meget at vinde, hvis vi kan få en dialog i gang med misbrugerne. For det har vi ikke i dag.

Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er blandt modstanderne.

Et af modargumenterne er, at det er nyttesløst at lade misbrugere gå i en behandling, som de ikke er motiverede til at være i.

Konservatives retsordfører, Britt Bager, bakker heller ikke fuldt op om forslaget.

For de helt unge kan hun godt se fordele. Men at veksle bøder med behandling er, ifølge hende, ikke løsningen for alle.

- Vi er ikke interesserede i at afkriminalisere hash. Er man voksen og er blevet taget med hash gentagne gange, skal der være en konsekvens. Så skal der falde en hammer, siger Britt Bager.

Hos regeringspartiet finder retsordfører Bjørn Brandenborg (S) forslaget "spændende" og er positivt indstillet.

- Men det er klart, at der også er spørgsmål i forhold til, hvad sådan et forslag vil koste - og i hvilket omfang, man skal kunne tilbyde behandling, siger Bjørn Brandenborg.

SF's retsordfører Karina Lorentzen er så begejstret for Henrik Rindoms forslag, at hun vil stille beslutningsforslag om det i Folketinget. (Foto: José Ramanamihantatsoarana © (C) DR Nyheder)

Bøde eller behandling?

Misbrugsekspert Henrik Rindom tvivler ikke ét sekund på effekten af tiltaget, hvis det bliver vedtaget.

Bøder er en indtægt, og behandling koster. Det her vil altså kræve finansiering. Hvorfor vil det være det værd?

- For hver ung, man hjælper ud af et hashmisbrug i teenageårene, sparer samfundet tusinder af kroner på sigt, siger han.

Simon Rømer Elleholt beskriver dét at lægge et misbrug bag sig som pludselig at se verden blive lysere i stedet for sort/hvid. Derfor håber han, at forslaget bliver til virkelighed.

For bøder hjælper ikke noget, synes han.

- Det havde ikke stoppet mig dengang. Jeg ville bare have tænkt, at det var sjovt og skrevet til dem, jeg røg med: ”Skal vi ikke ryge? Vi skal fejre, at jeg har fået en bøde.”

Den tid har Simon Rømer Elleholt dog gladeligt lagt bag sig takket være behandling.