Bekræftet: En smittet ved Martin Jensen-koncert havde Omikron-variant

Alle, der har befundet sig i kongrescentret lørdag, opfordres til test. Uden symptomer er kviktest godt nok, oplyser styrelsen.

I weekenden spillede dj'en Martin Jensen, og efterfølgende er en person blevet bekræftet coronasmittet med Omikron-varianten. (Foto: © (privatfoto))

I weekenden deltog omkring 1.700 personer til en koncert med dj'en Martin Jensen i Aalborg Kongres og Kultur Center.

Og nu er det altså bekræftet, at en af koncertgæsterne er coronasmittet med Omikron-varianten.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til DR. Den pågældende person har været ude og rejse, og styrelsen har en formodning om, at smitten er sket i udlandet.

Har du været i kongrescentret lørdag, lyder opfordringen derfor:

- At du bliver antigentestet i dag og igen i overmorgen og holder særlig godt øje med symptomer.

- Får du symptomer på covid, skal du isolere dig og blive PCR-testet snarest, siger Birgitte Drewes, der er vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hvis du ikke har symptomer, er en antigentest tilstrækkeligt. Tidligere blev det ellers kommunikeret til gæsterne i en e-mail, at de opfordredes til at lade sig PCR-teste.

Når I ændrer signal, er det så af hensyn til kapaciteten, eller fordi I mener, at en kviktest er godt nok?

- Vi mener, at en kviktest er godt nok. Vi var upræcise i vores første udmelding, hvor vi burde have sagt, at man enten skulle antigen- eller PCR-testes.

Betyder det, at I regner med, at alle kan blive testet i dag?

- Vi forventer, at alle kan få en antigentest i dag. Der bør være antigenkapacitet til det - også i Aalborg-området.

Man skal ikke gå i isolation eller sige noget til sine nærkontakter? (hvis man har deltaget i koncerten, red.)

- Nej. For dem, som den smittede har været tæt på, kender vi, og vi har talt med både dem og deres nærkontakter.

Styrelsen går i forvejen bredt ud i forhold til forsigtighedsprincippet og siger, at har man været i kongrescentret i tidsrummet, er man"anden kontakt" og opfordres til at blive testet og være opmærksom på symtomer, oplyser hun.

Instagram skriver Martin Jensen, at han "inderligt" håber, at den smittede kommer sig.

- Jeg har fuld tillid til, at AKKC har opfyldt alle krav til sikkerhed, tjek af vaccinepas og så videre. Så det er vildt ærgerligt, at der alligevel er konstateret smitte, skriver han blandt andet i en Instagram-story, som er et midlertidigt opslag.

I videoen herunder kan du se en optagelse fra koncerten, som er filmet af en af de knap 1.700 koncertgæster.

I Region Nordjylland er meldingen, at man kommer til at øge kapaciteten i testcentrene ved at sætte ekstra personale ind.

- Vi laver en særlig ordning i de kommende dage, hvor man kan møde op med sin billet fra Martin Jensen-koncerten på regionens testcentre og uden tidsbestilling, siger kontorchef Jacob Bertramsen fra sundhedsplanlægningen i Region Nordjylland.

- Så der er ikke behov for at booke tid, hvis man har været til koncert og gerne vil have en PCR-test.

Fredag aften den 16. april 2021 spillede DJ'en Martin Jensen live fra taget af scenetårnet i Aalborg Kongres og Kultur Center, så folk kunne sidde hjemme i trygge rammer og se med. (Foto: © Arkivfoto: Henning Bagger)

Skærpede retningslinjer for Omikron-varianten

Statens Serum Institut oplyste i går, at der indtil videre herhjemme er fire påviste tilfælde af Omikron-varianten, som blev opdaget i Sydafrika. Det er uvist, om tilfældet fra koncerten er iblandt, eller om der er tale om et femte.

Når det kommer til Omikron-varianten, har Sundhedsstyrelsen skærpet retningslinjerne for smitteopsporing, og derfor anbefales det, at både nære kontakter og nære kontakters nære kontakter går i selvisolation og bliver PCR-testet på dag 1, 4 og 6 efter kontakt til den smittede.

Før det kom frem, at der er fundet smitte med Omikron-varianten til koncerten i Aalborg, sagde Tyra Grove Krause, faglig direktør på Statens Serum Institut, at det langtfra er sikkert, at vi kan undgå større spredning af Omikron-varianten.

- Det er for tidligt at sige, men i og med at vi har stoppet for rejser til Sydafrika, regner vi jo med, at vi kan mindske smitten derfra. Og så er spørgsmålet jo, om der kan dukke nogen op, som der kommer fra andre lande, og det kan vi først blive klogere på i de kommende uger, siger hun.

Videnskabsfolk arbejder i øjeblikket på at fastslå, om den nye variant er farligere end andre varianter. Ifølge faglig direktør for Statens Serum Institut Tyra Grove Krause kan der gå "flere uger", før der foreligger et svar.