Bekymrende udvikling for udkantsdanmark

Andelen af ældre i udkantsdanmark er stigende, mens de unge bliver væk. Forsker siger, at der ingen tegn er på, at udviklingen vil ændre sig.

De erhvervsaktive vil ikke til udkantsdanmark, der dermed får en større og større andel af ældre indbyggere. Forsker kalder det "bekymrende", og ser ingen tegn på at udviklingen vil stoppe.

Det er stærkt bekymrende for landets mindre samfund, at de unge i stigende grad flytter til storbyerne mens områdernes ældste borgene bliver boende. For der er ikke udsigt til at situationen ændrer sig.

Udviklingen blev i dag tydeliggjort af nye tal fra Danmarks Statistik, og tendensen er alarmerende. Eksempelvis Læsø er hårdt ramt. Her var tidligere massere af børn, men i dag har de landets mindste andel af unge under 18. Samtidig er andelen af ældre borgere vokset markant.

Unge vil ikke til udkantsdanmark

- Den stigende ældrebyrde bliver et problem for de her kommuner. Det er ikke økonomisk bæredygtigt, og samtidig betyder et stort antal ældre, at unge erhvervsaktive ikke vil flytte dertil, forklarer lektor ved Center for Strategisk Byforskning ved Københavns Universitet Høgni Kalsø Hansen.

Kalsø Hansen forklarer de unges modvilje til at flytte til mindre samfund med primært ældre borgere med at unge vil have jævnaldrende, fungerende institutioner samt gode arbejdspladser.

- Der skal være gode skoler og børneinstitutioner for at de kan se en fremtid i et sted og vil flytte dertil. Så går det ikke, hvis der er frygt for at noget af det lukker, eller hvis der ikke er en lokal brugs.

Uddannelse fører unge til storbyerne

En del af problemet for udkantsbyerne er at de fleste videnstunge virksomheder er i eller omkring storbyerne. Dermed er incitamentet for at flytte for et job ikke til stede.

- Unge får ikke afkast af deres uddannelse hvis ikke de bliver omkring storbyerne. Og eftersom flere og flere får lange uddannelser, så bliver der færre unge til de jobs der er i de mindre samfund.

Undersøgelser viser at folk bliver meget lidt mobile fra de er midt i 30erne. Derfor handler det for udkantskommunerne om at få indbyggere, der er yngre end det. Men det er svært, for småbyerne skal vise, at de er den bedste mulighed for den enkelte borger.

Udviklingen vil fortsætte

Selvom Høgni Kalsø Hansen ikke ser nogen tegn på at tendensen vil ændre sig på landsplan, så hæfter han sig ved, at det er muligt for enkelte steder at vende udviklingen. Det handler om at markedsføre sig.

- Den lille ø Fejø nord for Lolland har faktisk haft succes med at arrangere busture fra København, hvor de viser deres samfund frem for unge par og familier. Det har givet tilflyttere i de attraktive aldersklasser.

Facebook
Twitter