Bekymret forsker advarer: Pas på med at puste til ulvehysteriet

Seniorforsker Peter Sunde opfordrer til, at man optager ulven med sin mobil, hvis man møder en ulv.

Tag mobilen frem og optag en video, hvis du møder ulven. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Medierne bør holde igen med ukritisk at viderebringe historier om observationer af ulve i Danmark, som ikke er bekræftede. Ellers risikerer man at puste til en uhensigtsmæssig ulvefrygt i befolkningen.

Sådan lyder opfordringen fra seniorforsker Peter Sunde fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, som står i spidsen for at tilvejebringe viden om ulvene i Danmark.

Naturbørnehave mødte ulv

Opfordringen kommer efter en historie om en ny observation af en ulv i sidste uge i et område, hvor ulven ikke er set før.

Personalet fra en børnehave fra Resen Friskole og Naturbørnehave i Struer Kommune fortæller ifølge Århus Stiftstidende i dag, at man på en tur med børnene mødte en ulv, som ikke flygtede.

- Ulven befandt sig mellem 30-50 meter fra børnene, og de voksne syntes, at det var mærkeligt, at ulven bare blev siddende og observerede dem. Den virkede ikke særligt skræmt, så de afbrød turen, fortæller institutionens kasserer Henrik Borg til avisen.

Maner til besindighed

Peter Sunde vil ikke kommentere på den konkrete historie, men han maner til besindighed - ikke mindst blandt medierne.

- Vi bør være lidt forsigtige med ukritisk at referere til historier om, at folk har set ulve.

- Uden billeddokumentation kan vi ikke være sikre på, om der har været en ulv, og hvordan den har opført sig. Det er ikke fordi øjenvidner ikke er vederhæftige. Men synsobservationer er ofte forkerte. Vi tror, undertiden at vi ser nogle ting, der ikke er der i virkeligheden. Jeg ville heller aldrig lave analyser baseret på mine egne øjenvidneobservationer, fastslår Peter Sunde.

I stedet opfordrer Peter Sunde til, at man sørger for at lave en optagelse af ulven med sin mobiltelefon. På den måde kan man også hjælpe til med at opdatere overblikket over ulvens udbredelse i Danmark.

Ulvevideo - sådan gør du

Hvis du møder en ulv, så tag din mobiltelefon frem og lav en optagelse af den - gerne over længere tid, så man kan følge ulvens adfærd, hvis den ikke løber væk med det samme.

Efterfølgende sender du din video til Naturhistorisk Museum i Århus på adressen ulv@nathist.dk. Her bruger man optagelsen til at opdatere ulveatlas.dk, hvor du kan følge med i hvor i landet, der bliver observeret ulve.

- Hiv mobilen frem, hvis du ser en ulv. Vi går alligevel allesammen rundt med den i baglommen. Og så kan vi få svar på flere spørgsmål: Var der tale om en ulv? Og hvad var det for en adfærd, den udviste, siger forskeren med henblik på at få afklaret, om der eventuelt er tale om såkaldt 'problem-ulv', som kan være en trussel for mennesker.