Bendtners kæreste om voldsepisode: Det var selvforsvar

Fodboldspillerens kæreste afviser, at Bendtner overfaldt en taxachauffør i København natten til søndag.

Nicklas Bendtner spiller til daglig i norske Rosenborg. (Foto: Liselotte Sabroe og Keld Navntoft © DR ARKIV)

Der var ikke tale om et overfald, men i stedet selvforsvar, da Nicklas Bendtner natten til søndag slog en taxachauffør i København.

Det skriver fodboldspillerens kæreste, Philine Roepstorff, mandag på det sociale medie Instagram.

Her fortæller kæresten, at parret var på vej hjem i taxaen, da chaufføren to gange kørte i en anden retning, end de to passagerer ønskede.

- Taxameteret viste lidt over 50 kroner, da vi i utilfredshed står af ved Nationalbanken og nægter at køre videre med chaufføren. Det får ham til at gå amok.

- Han laver en U-vending og speeder efter os og råber ting som luder og bitch og kælling, skriver Philine Roepstorff på Instagram.

Ifølge hende kørte taxachaufføren derefter ind foran parret, steg ud af bilen og kastede en flaske efter Bendtners kæreste, der dog ikke blev ramt.

- Derefter farer han frem mod os, og min mand slår ham en gang og rammer åbenbart meget uheldigt. Selvfølgelig skal man ikke slå, men det var ikke Nicklas, der overfaldt nogen, skriver kæresten.

Sigtet efter den milde voldsparagraf

Episoden førte til, at angriberen blev anholdt i søndagens tidlige timer og ifølge Ekstra Bladet nu er sigtet efter den såkaldt milde voldsparagraf, 244.

Søndag gav taxichaufførens arbejdsgiver Dantaxi deres version af voldsepisoden til B.T.. Her fastslog man, at der var tale om et overfald, som resulterede i en brækket kæbe til chaufføren, og at overfaldsmanden var Nicklas Bendtner.

Mandag aften reagerede Dantaxi således også på Philine Roepstorffs udsagn i Instagram-opslaget.

- Dantaxi 4x48 er bekendt med, at Nicklas Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, mandag eftermiddag har lagt sin version af den meget omtalte episode i København i weekenden op på instagram. Dantaxi 4x48 kan oplyse, at der ifølge vores oplysninger, er videomateriale af hændelsesforløbet, og materialet er videregivet til politiet, fortæller Dantaxis kommunikationschef Rasmus Krochin i en mail til DR.

/DR Nyheder/

Opdateret med kommentar fra Dantaxi på Philine Roepstorffs Instagram-opslag.

Facebook
Twitter